Single Daily
af
NK
Niels Ole Krogh

Lejr for soldater, fanger og flygtninge – og mindested i 30 år

Siden 1959 har der bogstaveligt talt groet græs over den tidligere KZ- og flygtningelejr i Husum-Schwesing. Det fik ende efter et møde i Husumhus i 1983, hvor 800 borgere deltog.
Siden 1959 har der bogstaveligt talt groet græs over den tidligere KZ- og flygtningelejr i Husum-Schwesing. Det fik ende efter et møde i Husumhus i 1983, hvor 800 borgere deltog.

Det var et stormøde i det danske forsamlingshus Husumhus den 30. januar 1983, der udmøntede sig i, at den næsten glemte udekommando i Schwesing kom ud af glemslen og blev et mindested for nazisternes forbrydelser. Det og meget mere fremgår af en 300 sider lang afhandling, som museumsleder Jens-Christian Hansen, Vildmosemuseet i Brønderslev, er ved at lægge sidste hånd på.

Lejren blev anlagt i 1938 som baraklejr for en Luftwaffe-Baubataillon, som skulle anlægge en nærliggende flyveplads. Lejren var planlagt til at huse 250 og under skærpede omstændigheder 400 personer.

Fanger skal grave

Den 28. august 1944 giver Adolf Hitler en »Führerbefehl« om at befæste Tyske Bugt samt befæstninger på tværs af Slesvig-Holsten. Det sker af frygt for en allieret invasion i Jylland eller langs den tyske nordsøkyst.

Derfor køres der en måned senere, den 26. september 1944, cirka 1500 fanger med tog fra KZ Neuengamme til Husum. De skal tage lejren i brug, der forinden er blevet indrettet til koncentrationslejr og indhegnet med pigtråd. Lokale vognmænd er med til at levere materialerne i dagene forinden. I de kommende måneder bliver fangerne anvendt som slavearbejdere. De skal grave tankspærringer og maskingeværstillinger med håndkraft i den tunge og våde marskjord i efterårets hårde vejr. Fangernes forplejning er kun en fjerdedel af de nødvendige kalorier og ofte fordærvet. I løbet af november kommer yderligere ca. 1000 fanger til, og lejren er massivt overbelagt. Det hårde arbejde, sulten, den ekstremt dårlige hygiejne, SSernes og de tyske overfangers brutalitet begynder at medføre dødsfald. Sår kan ikke læges, da de medicinske forplejninger også er meget mangelfulde.

Mange døde

Det officielle dødstal for Husum-Schwesing lejren er 297, hertil skal lægges de fanger, der døde på sygetransport til Neuengamme eller i andre lejre efter Husum-Schwesing-lejrens afvikling, antageligt mindst samme antal. Lejrkommandant er SS-manden Hans Griem, en forbenet nazist, der også får ansvaret for Neuengammes udelejr i Ladelund.

Den blev oprettet den 1. november 1944. Cirka 1000 fanger blev overført fra Husum.
Omkring juletid 1944 afvikles Husum-Schwesing-lejren trinvist. Størstedelen af fangerne er syge og en eventuel allieret invasion synes mindre sandsynlig, da de allierede har succes på vestfronten. Fangerne overføres til Neuengamme.

Tyskere flytter ind

Efter krigen bruges lejren til tyske flygtninge, der er flygtet fra de sovjetisk besatte områder. Barakkerne sættes i stand, og flere familier får en hverdag i lejren. De sidste flytter ud i 1959. Politisk er man ikke interesseret i at bevare lejren og nedriver trinvist barakkerne i takt med udflytningen. Bogstaveligt talt gror der græs over sagen.

Omkring 1980 begynder lokale unge mennesker fra Husum at interessere sig for rygterne om, at der har eksisteret en koncentrationslejr på deres hjemegn. Arbeitsgruppe zur Erforschung der nordfriesischen Konzentrationslager stiftes, og den 30. januar 1983 er der stormøde for alle lokale med interesse for sagen i Husumhus. Æresgæster er de danske fanger Paul Thygesen og Benjamin Mørch, der beretter om deres erfaringer i lejren. Der er ca. 800 lokale deltagere denne aften. Aftenen efterlader et stort lokalt indtryk, der sætter gang i en politisk debat om at omdanne det tidligere lejrområde til et erindringssted. Arealet er delvist i privat eje og skal først tilbagekøbes, hvilket strækker sig over en årrække.

Første monument

I 1987 indvies det første monument i form af en rødstensbygning tegnet af Ulrich Lindow. 13 år senere i 2000 indvies det andet monument i form af rustne jernplader/steler med de afdødes navne. Kun navne på dem, der er døde i Husum er medtaget. Monumentet er tegnet af Ina Kühnast.

I 2008 overtager Nordfrisland Amt den sidste del af det tidligere lejrområde, der blandt andet huser resterne af den tidligere køkkenbarak, som er en af de få tilbageværende originale relikter på lejrområdet. Herefter kommer der langsomt gang i en debat om en ny plan for lejrområdet. Erindringsstedet var aldrig gjort helt færdigt.
Den 28. april 2017: Det nye erindringssted indvies ved en stor højtidelighed med 250 indbudte gæster.

Jens-Christian Hansen er museumsinspektør ved Museerne i Brønderslev Kommune. Han er født i Flensborg og opvokset i Døstrup ved Ribe i et 
tosprogligt hjem med en tysk mor og en dansk far. Han er cand. mag. fra SDU og har skrevet speciale 
om besættelsestiden og de nazistiske koncentra­tionslejre.
Hans afhandling skal 
forsvares i efteråret.
(Foto: Privat)

Nu kan alle indfanges af fangelejrens historie

30 år efter, at nazi-fangelejren i Husum-Schwesing for første gang blev hevet ud af glemslen, blev en ny og omfattende udstilling på stedet indviet fredag.

I årtier lå den tidligere KZ-Außenlager Husum-Schwesing gemt og forsøgt glemt et stenkast fra hovedvejen mellem Flensborg og Husum. Siden fredag er den tidligere nazistiske fangelejr så tilgængelig som aldrig før. 250 indbudte gæster var med til at indvie mindestedet KZ-Gedenkstätte Husum-Schwesing.

– Det er rigtigt godt, at det er sket, men det er egentlig for sent. Her er jo ikke meget af det oprindelige tilbage, sagde et af øjenvidnerne, 83-årige Gustav Pauls fra Oldenswort. Hans blik flakkede ud i det parklignende landskab, hvor fundamentet og skorstenen til den tidligere køkkenbarak er det eneste, der står tilbage.

Det gjorde indtryk

Som 8-årig sad Gustav Pauls i hestevognen, når bedstefaren kørte materialer ud til den regionale del af Atlantvolden, Friesenwall. Det var her, fangerne fra Husum-Schwesing knoklede 12 timer om dagen med at grave pansergrave.

– Jeg så, hvordan de blev slået med geværkolber. Det greb mig om hjertet. Siden, da jeg blev voksen, forsøgte jeg mange gange at finde frem til lejren her, men det lykkedes først mange år senere, mindes Gustav Pauls.

Han og 250 andre indbudte gæster til indvielsen fredag kunne lade blikket glide rundt i det flere hektar store område, der bærer præg af først at være blevet fortrængt og siden hevet frem af glemslen i flere omgange, når der kom tilføjelser til udstillingen over de seneste tre årtier. De få rester fra den forbandede tid er blevet fritlagt, og nu er der tilføjet let tilgængelig information om grusomhederne på seks sprog. Der er både guidede rundvisninger og ture, hvor en audioguide fortæller. Der er kommet et lille (for lille, mener nogen) »Samtidens hus«, hvor små besøgsgrupper i tørvejr kan få mere at vide.

I alt har Nordfrislands Amt og den tilhørende fond, delstaten og en privat doner brugt cirka 400.000 euro på at gøre stedet så tilgængeligt, at flere vil tage mod tilbuddet om at tage dets historie til sig.

Ikke sommer- men arbejdslejr

Et andet tidsvidne var kommet fra Ansager ved Varde for på sin måde at holde egen og kollektivets historie levende. Det var 86-årige Bernhard Dreesen, der som barn boede i Tønning.

– Jeg var 12 år og med i Hitlerjugend. De lokkede med sommerlejr, og det viste sig, at den skulle foregå på stedet her, der i 1943 stadig var soldaterlejr. Men vi blev snydt, gjorde vi, for det blev ikke nogen sommerlejr, men en arbejdslejr. I alle syv dage blev vi kørt til Nordstrand for at plukke ærter, siger Bernhard Dreesen, hvis familie efter krigen sluttede sig til mindretallet. Dreesen blev lærer i Sydslesvig og siden i Ansager.

– Vi hørte om grusomhederne herude, men stedet var ikke lige sådan at finde. Siden har jeg ofte været rejseguide i Sydslesvig, og jeg har følt det som en pligt at fortælle om stedet her, siger Bernhard Dreesen.

86-årige Bernhard Dreesen var sammen med sønnen Esben Dreesen taget fra Vestjylland til Schwesing i går. Dreesen var knægt, da han var på Hitlerjugend sommerlejr i lejren. Jeg føler det som en pligt at fortælle om det her sted, siger Dreesen, der ofte er guide i Sydslesvig.
(Fotos: Sven Geißler)

Lektor: 
Tyskerne står ved deres historie

Tabuerne om Anden Verdenskrigs forbrydelser er brudt, og tyskerne er i dag forbillede, når det gælder formidlingen af de kritiske kapitler i landets historie, mener lektor på Syddansk Universitet.

Tyskernes vilje til at belyse og forholde sig kritisk til historien ses mange steder i samfundet, fastslår lektor Therkel Stræde, Syddansk Universitet, der i flere år belyste slavearbejde i den tyske rustningsindustri med VW-Werke som fokuspunkt.

– Prioriteten viser sig jo også i tysk lovgivning. Hvor det tidligere var et delstatsanliggende at værne om mindestederne og historien, er det i dag noget, der anses for så centralt, at det er en statslig opgave, der er kommet på finansloven, siger historikeren. Han tilføjer, at selv de store kz-lejre er et forbundsanliggende, »man ønsker en ensartet behandling«.

Therkel Stræde mener, at der er stor enighed om at få fortalt og genfortalt historien om nazitidens forbrydelser i den brede tyske befolkning.

– Det har dog altid været et stridsspørgsmål. Lige fra 1945 var der folk, der ville trække en slutstreg. Det handlede dengang som nu om at benægte forbrydelser.

Tabuerne er brudt

– Andre mener, at de unge ikke gider høre mere om den del af fortiden, men det holder ikke stik. Mens nazitiden i høj grad var tabuiseret for krigsgenerationen og dens børn, så er mange af nutidens unge parate til at erkende en vis kollektiv skyld. Det har vist sig, at når ny viden er fremlagt i bogform, har interessen været enorm. Viljen til at tage skyldsspørgsmålet til sig som noget personligt har været meget stor. Det ser vi i dag også i flygtningespørgsmålet, ligesom asylretten er befæstet i den tyske grundlov, understreger historikeren.

Stræde nævner også, at bearbejdningen af fortiden er en del af skolernes læserplaner, så der skabes »formelle og uformelle videnskabeligt velfunderede rammer«.

– At der så er højreradikale, der er uden for pædagogisk rækkevidde, er et faktum. Dem finder du i høj grad i de østtyske delstater, hvor man i DDR-tiden ikke bearbejdede skyld og uskyld i nazitiden. Jeg vil ikke bagatellisere højreekstremismen i Tyskland, men den ligger på 10 til 20 procent af befolkningen – på et niveau som i for eksempel Danmark og Frankrig, siger Therkel Stræde.

Et bredt elitebegreb

Han erkender, at Tyskland er et mere elitært land end Danmark, og at det i høj grad er en veluddannet middelklasse, der sætter dagsordenen.

– Eliten er meget veldefineret og velkvalificeret i Tyskland. Den taler med en stærk stemme, og der er en stærkere ansvarlighed i tyske medier for at lade kvalificerede stemmer komme til orde. De mest ekstreme har ikke så let ved at ramme forsiderne som i Danmark. Men du er nødt til at bruge et meget bredt elitebegreb. En stor del af den tyske erindringskultur er presset frem nedefra. Det har været de lokale skolelærere, præster og fagforeningsfolk, der har sat igennem, at historien skal huskes. Det går helt tilbage til 1970erne, hvor brede lag i befolkningen har været aktive i kampen for en anstændig og beundringsværdig erindringskultur, pointerer lektoren, der mener, at Europa – ikke mindst Østeuropa – ville se anderledes ud, hvis man lærte af den tyske måde at huske historien på.

Blod på hænderne

– Mange andre nationer har blod på hænderne. Polens ministerpræsident, Jaroslaw Kacsynski, ville ikke kunne gennemføre sin politik, hvis polakkerne på samme måde fik bearbejdet deres historie. Det samme gælder i Ungarn. Problemet er, at østeuropæerne har et instrumentalt forhold til demokratiet. Det havde tyskerne også i 1950erne, men de allieredes genopdragelse og en ny opvoksende generation har gjort demokratiet til en hjertesag for tyskerne, siger Therkel Stræde.

Læs også: Danskere kan lære af tyskernes kritiske forhold til historien

Therkel Stræde mener, at danskerne og andre europæiske folk kan lære af tyskerne, når det gælder om at forholde sig kritisk til fortiden.
(Foto: Privat)

kommentar
deling del

Skriv et svar