Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Vi skal støtte dem, der tør

Vi har på vore breddegrader på mange måder en nul-fejls-kultur.

Det gælder også vores ageren i løbet af et langt arbejdsliv. Selvindlysende nok vil vi allesammen helst fortælle om et arbejdsliv, hvor det bare går fremad og opad i en lang ubrudt række, siden man engang tog de første forsigtige spæde skridt ud på arbejdsmarkedet.

Men sådan er virkeligheden jo ikke for ret mange. Man kan blive ramt af så meget. Man kan blive syg og midlertidigt uarbejdsdygtig eller man kan komme til at tage en job-mæssig beslutning, der ender med at sende en på afveje. Den første indskydelse hos de fleste af os er velsagtens, at det er noget, vi helst ikke vil skilte med.

Ægteparret Wendland i Tarp, som beskrevet i dagens avis, har demonstreret, at det værste man kan gøre er at være lukket om arbejdsmæssige nedture. En første forudsætning for, at turde satse lidt mere end blot at vælge det sikre hele arbejdslivet igennem, handler derfor om at kalde en spade for en spade. For gør vi ikke det som samfund, kommer vi aldrig til at nå derhen, hvor vi måske kommer til at ligne den angelsaksiske arbejdskultur lidt bedre. At enhver arbejdsmæssig fejl giver værdifulde erfaringer til den næste udfordring. Fremfor at anse fejltrin for skamfulde.

Så hatten af for, hvordan ægteparret Wendland har tacklet deres midlertidige og korte nedtur. Og endda vil dele deres erfaringer med avisens læsere. 
Den anden pointe i denne historie handler om, at det offentlige sammen med partnere bør  investere mere i rådgivning og økonomisk sikring af opstarts-virksomheder. Uden at kende detaljerne i den rådgivning, som frugt- og grøntfirmaet i Tarp forhåbentlig har fået, så er deres historie klassisk.

Det er meget ofte en pludselig opstået manglende likviditet i firmaers pengestrømme, der knækker nakken på nyopstartede virksomheder, som ellers ville have udviklet sig til sunde og levedygtige forretninger.

Medmindre man har en rig onkel, siger det sig selv, at pengene er små i starten, hvor der primært er mange opstarts-udgifter og ofte kun en lille omsætning. 
Udfordring består i for samfundet, hvordan man kan minimere antallet af disse mange konkurser. At der i 2015 gik 1027 virksomheder fallit i Slesvig-Holsten siger en hel del om, at det alt for ofte går galt.

Det er jo de færreste iværksættere, der kaster sig ud i en opslidende opstart med det formål, at det skal gå galt hurtigst muligt. De findes selvfølgelig også, konkursrytterne. Men langt størsteparten af de 1027 fallerede virksomheder burde måske have kunnet trække på en eller anden form for også finansielle opstarts-garantier.

Ét er, at man skal have gjort sit forarbejde ordentligt med en forretningsplan, der realistisk kan holde. Eksemplet fra Tarp viser, at det ikke var konceptet i frugt- og grønt-distributionen, der var noget forkert i. For ellers ville firmaet i dag ikke være på fode igen med de gamle kunder og næsten alle leverandører.

Udfordringen synes også at være de rådgivere, der tjener penge på en konkurs. Det er typisk en advokat, der som regel får en andel af konkursboet, hvis han eller hun evner at skrabe penge hjem til kreditorerne. Måske var det også en kultur eller nogle regler, der skulle laves om.

Det kan jo ikke være meningen, som i tilfældet med Wendland-parret fra Tarp, at det er en advokats egen pengepung, der skal afgøre liv eller død for en levedygtig forretning. På vore breddegrader har vi brug for, at mennesker tør gå efter en god ide. Både nord og syd for grænsen døjer vi alvorligt med, at langt de fleste ikke tør kaste sig ud i selvstændig virksomhed.

Derfor skal vi værne om dem, der tør.

kommentar
deling del

Skriv et svar