Single Daily
af

Kirsten Elley

Leder: Vi sender en hilsen til USA

Landet trænger til det – på alle måder.

I dag er det den 4 juli. Det er USAs uafhængighedsdag, og den plejer at blive fejret med rødt kød og skumfiduser på grill, Budweiser i baghave, Stars and Stripes fra husmure og helium-balloner, der stiger til vejr over den frie vestlige verden. I år er der ikke noget at juble over.

For bare to uger siden registrerede USA omkring 22.000 nye smittetilfælde med corona om dagen. De seneste syv dage har tallet ligget over 40.000. Ifølge en opgørelse fra nyhedsbureauet Reuters har USA det seneste døgn noteret 54.879 tilfælde af coronavirus, og det samlede antal dødsfald i USA er nu oppe på 128.677, siden coronavirus brød ud. Det er uhyggelig læsning. Dertil kommer en genopblussen af de racemæssige uroligheder i USA.

USA’s uafhængighedsdag fejres til minde om vedtagelsen af Uafhængighedserklæringen i 1776, da 13 britiske kolonier på det nordamerikanske kontinent betragtede sig som selvstændige stater. Det blev begyndelsen på det USA, vi kender i dag. Uafhængighedserklæringen indledes med afsnit om menneskerettigheder.

I denne tid, da USA plages af pandemi og interne raceuroligheder, er det interessant at stille frihedens- og uafhængighedens pris for den enkelte op imod samfundets vilje og evne til indblanding. Det er et vanskeligt regnestykke.

Skellet mellem befolkningsgrupperne står og lyser i neon i USA. Os-og-dem-tankegangen gennemsyrer alle samfundets lag og er en form for mere eller mindre bevidst racisme også hos den enkelte amerikaner.

Den danske, afdøde teolog K.E. Løgstrup er ophavsmand til begrebet “suveræne livsytringer”. Det er de basale og universelle følelser, som vi mennesker går rundt med, forventer og møder hinanden med som et urinstinkt, eksempelvis tillid, barmhjertighed, oprigtighed og værdighed. Når disse suveræne livsytringer knægtes, personligt eller på gruppe-plan, i forhold til en minoritet, så eksploderer protesten. Ukontrollable følelser sættes i svingninger. Det sker i USA nu.

At blive mødt med mistillid, at skulle forsvare sit ophav, at blive set skævt til, det kender vi også her fra egnen og som sydslesvigere. Er det racisme? Næppe. Men på det personlige plan er det ikke problemfrit at tilhøre et mindretal i en flertalsbefolkning. Man skiller sig ud.

Vores suveræne livsytringer her i grænselandet er der heldigvis blevet taget hånd om siden 1920. Vi bliver mødt med tillid. Vi viser tillid. Derfor kan vi i år fejre genforeningsåret med glæde og dele ud af vores erfaringer og vores mentale overskud.
Den ballast gør, at vi som mindretal kan sende det hårdt plagede USA en mild tanke og gode ønsker i dag. Landet trænger til det – på alle måder.

kommentar
deling del

Skriv et svar