Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Vagtskifte på Nørregravene

Kim Andersen er mere end blot en kender af grænselandet­.
Jørgen Møllekær

Når selveste ministerpræsidenten dukker op for at sige tak for indsatsen, så har man gjort et eller andet rigtigt.

De 200 gæster til farvel-receptionen torsdag var næppe heller i tvivl. Og for alle, der ikke personligt kender den per 31. august forhenværende generalkonsul Henrik Becker-Christensen eller hans hus­tru Grethe Bay, skal der også herfra følge nogle linjer med på vejen.


For det, Sydslesvig vil huske meget længe, er et ægtepar, der i imponerende 19 år sammen har været dybt og oprigtigt engagerede i selv de fjerneste afkroge af vores sydslesvigske mindretalsarbejde. Som Henrik Bec­ker-Christensen flere gange selv har gjort opmærksom på, så er han den lønnede del af indsatsen. Men i utallige tilfælde har parret optrådt sammen. Det er netop kombinationen af disse to varme og interesserede mennesker, der har givet Sydslesvig meget mere, end man kan forvente.

Man må i høj grad sige, at de hver især har bygget bro både sydpå og nordpå og internt i mindretallet.
Utallige er de udfordringer, der igennem 19 år har skullet løses i genvordigheder mellem forskellige danske og tyske systemer. Skolesagen og CDU/FDPs fremfærd vil huskes længe. Også fordi generalkonsulen fik forklaret i Kiel og andre steder, hvor alvorligt man så på sagen i København.

På Flensborg Avis skylder vi også Henrik Becker-Christensen en stor tak for afgørende hjælp i vores flerårige kamp for at beholde vores retmæssige del af den danske mediestøtte.
Det har været sagt og skrevet mange gange, både på denne lederplads og i rigtig mange læserbreve, at den måde, Danmark siger farvel og tak for indsatsen på, er og forbliver en tåkrummende pinlighed.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kan roses for mange ting, men ikke hans fremfærd i denne sag. På P1s politik-program »Slotsholmen« forsvarede Løkke så sent som torsdag i sidste uge sine dispositioner. At fordi han stod med en regeringsrokade tilbage i november, så tænkte statsministeren, at jobbet som generalkonsul i Flensborg ville passe Bertel Haarder som fod i hose.

Samtidig sagde Lars Løkke Rasmussen overfor P1, at han ikke havde nogen planer om at sætte dette i system. Statsmisteren fortalte, at USA eksempelvis har 30 ambassader verden over, hvor man indsætter politikere fremfor klassiske diplomater. Og det var ikke den man vej, han ville. Men snarere ad hoc, hvis personen og embedet passede sammen.

P1 spurgte desværre ikke opfølgende, om det er i orden at fjerne en uopsagt ansat på den måde. Det forhold mangler vi stadig at få en forklaring på. Omvendt har statsministeren fuldstændig ret i, at generalkonsulposten i Flensborg historisk set flere gange har været besat med erfarne politikere.


Derfor er det også glædeligt, at statsministeren, når landet nu ligger, som han har redt, givetvis har en tydelig finger med i valget af Kim Andersen. For nu skal vi også videre og lægge sagen bag os. Kim Andersen er en fuldgyldig erstatning. Venstres hidtidige formand for Sydslesvigudvalget er ikke kun en kender af Sydslesvig. Sammen med sin kone Birte kommer der et nyt makkerpar, som begge har været på utallige besøg i hele Sydslesvig. De vil sætte deres egne spor.

Tilmed banker Kim Andersens hjerte også varmt for den dansk-tyske samhandel som tidligere erhvervsordfører for Venstre og medforfatter på den daværende V-regerings nye Tyskland-strategi for halvandet år siden. Det er traditionelt ikke noget, en dansk generalkonsul i Flensborg beskæftiger sig med, men som primært foregår via generalkonsulaterne i Hamborg, München og tildels Berlin. Men hvorfor ikke tænke nyt her også, dér hvor det giver mening?

kommentar
deling del

Skriv et svar