Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Våbenskandalen i Egernførde

Man kan have det synspunkt, at banditterne rundt omkring i verden blot vil købe deres våben andre steder.
Jørgen Møllekær

Tirsdag var dag 1 i landsretten i Kiel i en større sag mod tre tidligere chefer hos den sydslesvigske våbenproducent SigSauer. Der er afsat 19 retsdage til at afklare, om de tre mænd handlede bevidst, da de tilbage i perioden 2009 til 2011 solgte 47.000 pistoler til USA vel vidende, at de for langt størstedelen skulle videre til Columbia.

Det er journalister blandt andet hos NDR, der har afsløret sagen, da de på nettet så en video med en colombiansk politimand, der stod og pralede med sin SigSauer model SP 2022. Det undrede journalisterne sig over, når Colombia står på listen over lande, som forbundsregeringen i Berlin ikke tillader våbenhandel med.

Al handel med våben er i sagens natur omstridt og diskutabelt. I hænderne på ansvarlige landes politimyndigheder vil de færreste sætte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af, at en politimand skal kunne gribe til dette ultimative magtmiddel. Og hvor går den moralske grænse så? I Colombia har der – modsat den aktuelle krise i nabolandet Venezuela – været relativt roligt i efterhånden en del år. Det er længe siden, at den berygtede narkobaron Pablo Escobar regerede og terroriserede sit land. Men til gengæld er det kun tre år siden, at den revolutionære oprørsgruppe FARC nedlagde våbnene i Colombia. Derfor kan ledelsen i Egernførde overhovedet ikke have været i tvivl om, at man var ude på meget tynd is, da man indgik aftalerne tilbage i 2009-2011.

Efter den første retsdag tyder meget ifølge dpa på, at der helt eller delvist bliver tale om en tilståelsessag. Efter oplæsningen af anklageskriftet bekendtgjorde dommeren, at der foregår drøftelser mellem anklagere og forsvarere med henblik på betingede fængselsdomme på halvandet år til to af SigSauer-bosserne og en betinget dom på op til et år til den tredje chef. Derudover ender retssagen formentlig med en stor millionbøde i euro.

I sidste uge blev en anden tysk branche-kollega, Heckler & Koch, idømt betingede domme og store bøder i en sag, der kørte i Stuttgart. SigSauer har tidligere været ude i stormvejr om våbenleverancer til Kasakstan og Irak. Man kan have det synspunkt, at banditterne rundt omkring i verden blot vil købe deres våben andre steder, hvis man ikke vil være med. Der er mange arbejdspladser i den tyske våbenindustri. Man har jo også selv et forsvar og politi og gode Nato-kolleger, der skal udstyres, og derfor giver egen våbenproduktion god mening. Men hvorfor man så ikke kan nøjes med sælge til stabile lande, er og forbliver en gåde for almindelige mennesker.

kommentar
deling del

Skriv et svar