Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Ubehøvlet 
opførsel

Man aflyser ikke statsbesøg, medmindre der foregår kup i ens hjemland.
Jørgen Møllekær

Kan det virkelig overraske? Donald Trump kommer måske alligevel ikke på statsbesøg til Danmark. Han fik i sin egen vante uelegante stil sået tvivl, da han søndag af amerikanske medier blev spurgt ind til, om det var rigtigt, at USAs præsident angiveligt overvejer, om han kan købe Grønland. Ordret sagde han på pressemødet: »Jeg tager ikke nødvendigvis helt sikkert dertil. Det gør jeg måske. Vi tager til Polen, og så tager vi måske til Danmark«

Udtalelserne kommer i kølvandet på den kontante danske afvisning af den helt absurde tanke, at Danmark skulle kunne finde på at sælge Grønland. Trump har i øvrigt bekræftet på samme pressemøde søndag aften, at han ud fra strategiske overvejelser er interesseret i at købe Grønland. Det lød sådan her: »Meget kan blive gjort. I virkeligheden drejer det sig om én stor ejendomshandel. Det er hårdt for Danmark, fordi de taber 700 millioner dollar om året på Grønland«, lød det fra Trump. Han tilføjede dog, at en sådan »ejendomshandel« ikke lå øverst på hans dagsorden lige nu.

At USA ikke stiltiende vil afgive det militære overherredømme over et i fremtiden isfrit farvand omkring Grønland er, ligegyldigt hvem der er præsident, fair nok. Men derfra og så til at tro, man bare kan aflevere et købstilbud på et lands territorium, er der godt nok et stykke vej. Manden er og forbliver ejendomsmægler. Og imens var statsminister Mette Frederiksen (S) på et i forvejen planlagt besøg i Grønland i weekenden. Som enhver anden statsminister må hun lægge mine til dette slette spil. Grønland er ikke til salg, og vi ser frem til at få Trump på besøg, som hun sagde.

Den amerikanske præsident er officielt inviteret til Danmark af Dronningen. Man aflyser ikke statsbesøg, medmindre der foregår kup i ens hjemland, eller man pludseligt bliver alvorligt syg.

Når Trump på selvsamme pressemøde dels bekræfter, at han godt kunne tænke sig Grønland og samtidig får sagt, at »vi måske tager til Danmark«, så begår han indtil flere graverende fejl. Dels er han bestemt ikke royal, så den der vane med at sige vi, kan vi andre godt være foruden. Dernæst ville det nærme sig en majestætsfornærmelse at fortryde sin selv-invitation om at komme på besøg. Danmark er lige nu blevet en del af det trumpske politik-cirkus, der bliver ved med at sprænge alle rammer for, hvordan statsoverhoveder kan opføre sig. Der kan nå at opstå meget mere bøvl frem mod den 2. september. Og hvis han agter at blive væk, vil vi gerne have afbuddet nu. Danske myndigheder har andet at tage sig til end at planlægge besøg.

kommentar
deling del

Skriv et svar