Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Tysklands 
demokratiske fødsel

Tyskland er andet og mere end grumme krige og jøde-
forfølgelser.
Tyskland er andet og mere end grumme krige og jøde-
forfølgelser.

Den 9. november er på mange måder en særlig dag i tysk historie. En lykkelig dag i 1989, da muren faldt. En rædselsfuld dag den 9. november 1938, da nazi-styrets håndlangere ødelagde synagoger og plyndrede jødiske forretninger.

Og så var der også den 9. november 1918. Den dag Tysklands første demokratiske styre, Weimarrepublikken, blev udråbt fra rigsdagsbygningen i Berlin. Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier forsøgte at slå nye forsigtige toner an i sin mindetale om demokratiets fødsel i Tyskland for 100 år siden. »Es lebe die Republik« gentog Steinmeier ordene fra for 100 år siden. En glædens dag, der førte meget godt med sig: Et parlamentarisk demokrati, hvor kvinder fik stemmeret, og hvor fundamentet for den sociale velfærdsstat blev lagt.

Men en dag som tyskerne hidtil ikke rigtig har turdet fejre. Fordi Weimarrepublikkens demokrati ikke holdt stand og blot 15 år senere blev afløst af Adolf Hitlers magtsovertagelse og de efterfølgende 12 års ragnarok.

Derfor har tyskerne altid holdt igen med at være synligt stolte af skabelsen af deres demokrati, fordi det mest huskes »bagfra«. Hvad det førte til. Steinmeier talte i Forbundsdagen om den tyske hukommelses ambivalens.

»Vi anerkender vores ansvar, som der ikke er nogen slutdato på«, og han tilføjede, at man ikke kan tale om Tyskland uden at komme ind på de to verdenskriges katastrofer. Men Steinmeier forsøgte noget nyt, da han sagde, at Tyskland er andet og mere end grumme krige og jødeforfølgelser. Man kan kun være enig med Steinmeier. I 2018 – også mange år efter 1945 – er det helt rimeligt at begynde at genopdage, hvad man som nation også er rundet af. For den fredelige revolution, der førte til monarkiets afskaffelse, er da en afgørende bedrift, man skal turde være stolt af. Det er en pudsig tilfældighed, at så megen tysk historie helt fortættet kan fortælles ved at se på den 9. november.

Den dag[, da muren også faldt og førte til tysk genforening. Som den dag i dag på nogle områder fortsat ikke er gennemført. AfD har sine stærkeste bastioner i de tidligere østlande, fordi man ikke er lykkedes med genforeningen. Materielt langt hen ad vejen jo. Men at genforeningen så mange år efter i øst også skulle være arnested for nye fascistoide tendenser i den tyske samfundsdebat, er en trist udvikling.

Men vi er trods alt meget langt fra tilstande, som da det begyndte at gå galt i Weimarrepublikken. Også her har Steinmeier ret.

kommentar
deling del

Skriv et svar