Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Tyskland 
vågner op

Uden arbejdspladser på landet, intet liv i landsbyerne.
Uden arbejdspladser på landet, intet liv i landsbyerne.

Hvad digitaliserings-graden angår, er der tildels himmelvid forskel på Danmark og Tyskland.

Mens (næsten) enhver borger i Danmark helt naturligt forventer lynhurtigt internet på linje med, at skraldespanden tømmes hver uge, er billedet noget mere broget her syd for grænsen.

Om kort tid kommer den nye internetstandard kaldet 5G i udbud i Tyskland. I de fleste bysamfund i dag viser mobiltelefonen, at den kan surfe på internet i hastigheden 4G. Mens det ude på landet højest er 3G og faktisk endnu langsommere mange steder. Det er væsentligt – ikke for hvor hurtigt du eller jeg kan tjekke nyheder eller vejrudsigten. Der er langt mere på spil. Med den tiltagende digitalisering har erhvervslivet for at overleve brug for lynhurtigt internet. Hvis vi skal bevare arbejdspladser ude på landet og ikke bare presse mere og mere sammen inde i byerne, så kræver det, at også en mindre industrivirksomhed i Nordfrisland eller på Angel kan få 5G. For 5G er så hurtigt, at eksempelvis produktionsmaskiner kan »tale sammen live«. Og det er den vej, det går. Stadig flere ting automatiseres, »robotiseres« og styres af lynhurtig software. Følger vi ikke med her, kommer vi til at miste endnu flere arbejdspladser til de lande i Asien, der er langt længere fremmere end os.

Brancheforeningen for den tyske industri BDI var derfor i sidste uge ude med en klokkeklar appel til regeringen i Berlin. Lad nu være med at sælge rettighederne til det nye 5G-netværk til højestbydende bare for at få flest mulige milliarder i statskassen. Der tales om, at salget af retten til det nye 5G muligvis kan løbe op i 12 milliarder euro. BDI vil meget hellere have, at politikerne sælger billigt og til gengæld stiller krav om, at de tyske teleselskaber Telekom, Vodafone og Telefonicá tvinges til at samarbejde om at udbrede det nye netværk til hele Tyskland hurtigt. Og dermed menes ikke kun byerne, men også det man på tysk betegner som »der ländliche Raum«.

En sådan geografisk heldækkende udbredelse af det nye lynhurtige internet er mere eller mindre sidste udkald, hvis sammenhængskraften i samfundet skal kunne bevares. Uden arbejdspladser på landet, intet liv i landsbyerne. Telekom har tilsyneladende lyttet. I kampen om at vinde udbuddet har Telekom allerede lovet at dække 99 procent af befolkningen med 5G senest i 2025. Rent geo-grafisk svarer det til, at 90 procent af forbundsrepublikken kobles på fremtiden. Det er godt nyt.

kommentar
deling del

Skriv et svar