Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Tyske tømmermænd

Billedet er ikke forkert. Derfor har Merkel også tabt spillet.
Billedet er ikke forkert. Derfor har Merkel også tabt spillet.

Der er meget på spil for Tyskland i denne uge. Eller mere præcist, der var meget på spil. For hvad fodbold-VM angår, skete der det sensationelle, at Tysklands fodbold-stolthed formåede at slutte sidst i de indledende puljekampe i Rusland.

Selvbevidstheden var ellers ikke til at tage fejl af for de (endnu) regerende verdensmestre: Når landsholdet fragtes rundt, står der blot to ord malet på siden af bussen. »Die Mannschaft« (Holdet), så kan man ikke tydeligere kommunikere med større selvbevidsthed, at her kommer noget ganske særligt.

Man skal vare sig for at bruge betegnelsen historisk, men her er vendingen berettiget: Tyskland er aldrig røget ud i den indledende fase. I 2006, 2010 og 2014 er man alle gange mindst nået til kvartfinalen. Så den tyske selvforståelse er dybt såret dagen derpå. Vi andre fristes over evne til at håne Tyskland for denne sportsligt set virkelig ringe indsats. Strofen »Deutschland, Deutschland alles ist vorbei« er kendt af mange i Danmark og det øvrige europæiske udland, og den blev sunget af mange denne onsdag aften.

Det mest bemærkelsesværdige er bagefter den nøgterne selverkendelse, som flere af spillerne gav udtryk for i diverse interviews. »Vi var ikke sultne nok« eller »vi overvurderede os selv« eller »vi har ikke spillet godt siden efteråret«. Man efterlades måbende. Hvordan kan man ikke være motiveret? Hver og en af disse mangemillionærer er stjernespillere på hver deres hold. Men de er altså blevet mætte. Og erkendelsen af en pæn grad af selvovervurdering er ofte det første skridt i en bedre retning.

Lige nu er Tyskland også i absolut fokus på migrant-topmødet i EU. Merkels regering risikerer at bryde sammen i næste uge, hvis ikke kansleren kommer hjem med et brugbart resultat. Intet tyder på det, for hun har samme problem som landsholdet. Hvad flygtningespørgsmålet angår, har hun overvurderet sig selv. De øvrige lande er ikke med hende. Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde torsdag i Politiken på vej til Bruxelles, at EU ikke har en akut flygtningeudfordring, men et vedvarende migrantpres i årtier frem.

Billedet er ikke forkert. Derfor har Merkel, alle vores sympatier for hendes insisterende medmenneskelighed i denne sag til trods, også tabt spillet. Dog er det modsat fodbold-VM i ingens interesse, at hun får en ligeså indenrigspolitisk hård medfart i de kommende dage, som »Die Mannschaft«. Vi får se.

kommentar
deling del

Skriv et svar