Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Tysk enhed med dansk islæt

Man kunne bestemt have fokuseret mere på Holsten fremfor Sydslesvig. Men det skete ikke.
Jørgen Møllekær

Den gamle Duborg-elev og tyske melodigrandprix-vinder Michael Schulte sang for, da hele det officielle Tyskland torsdag middag i Kiel fejrede den tyske genforening den 3. oktober 1990.

I det hele taget kunne de danske mindretalsgæster blandt de 1250 inviterede i Sparkassen-Arena kun føle sig velkommen. For det danske islæt i Slesvig-Holsten blev med let og elegant hånd flere gange strøet henover den godt en time lange genforeningsceremoni. Allerede i den korte indledende stemningsfilm fra Slesvig-Holsten var der et billede af en lille pige og dreng med ansigtet malet henholdsvis som Dannebrog og i de tyske farver schwarz-rot-gold. Men bedst af alt var nu den i Tyskland kendte Tat-ort-Kommissar, skuespilleren Axel Prahl, der i en kort film-rejse rundt i Slesvig-Holsten præsenterede hele Tyskland for familien Jürgensen fra Nibøl, der driver landbrug.

En ægte grænselandsfamilie med børn, der har gået i dansk skole og som mestrer tysk, dansk, engelsk, frisisk og endda plattysk. Sikke en reklame for mangfoldigheden i Sydslesvig. Filmen var bestilt af statskancelliet i Kiel, og man kunne bestemt have fokuseret mere på Holsten fremfor Sydslesvig. Men det skete ikke. Og da dansk-tyske Michael Schulte så sent i aftes sluttede folkefesten af som hovednummer på scenen på Rådhuspladsen i Kiel, sluttede markeringen af den tyske genforening. Forbundskansler Angela Merkel var alvorlig i sin festtale. Institutionelt og som stat er den tyske genforening gennemført til fulde. Hun genfortalte, hvordan hun selv oplevede, at de tidligere DDR-Volkspolizisten i Berlin fra den ene dag til den anden var blevet iført uniformer fra kollegerne i Vestberlin. Et billede, der beskrev, at den formelle genforening blev gennemført hurtigt og konsekvent.

Men oppe i hovederne på de sammenlagt 83 millioner tyskere er det en helt anden sag. Den tyske enhed var hverken fuldbragt den 3. oktober 1990 eller for den sags skyld den dag i dag, som kansleren blandt andet sagde. En kulturel genforening er nemlig ikke en objektiv tilstand men en fortsættende proces. Højtideligheden i Kiel foregik under mottoet »mod forbinder«. Som Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther fastslog, var det modigt, at DDRs borgere gjorde op med ufriheden. For alle gælder, at med friheden også følger et ansvar for, ligegyldigt hvor man bor i Tyskland, at man skal fastholde modet til at finde sammen. Kloge ord af fra mangfoldige Slesvig-Holsten.

kommentar
deling del

Skriv et svar