Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Tvivlsomt regeringsafsæt

Sundhedsreformen, der skulle fjerne uligheden, bliver ikke til noget.
Sundhedsreformen, der skulle fjerne uligheden, bliver ikke til noget.

“Fremragende”.

SPDs formand Martin Schulz har det med at udtrykke sig i superlativer. Han er nødt til at sælge varen, ellers har han tabt på forhånd. Men der er nok ikke ret mange andre, der ligefrem vil kalde oplægget til reelle regeringsforhandlinger for fremragende.
Snarere en buket af små og mellemstore kompromisser. På den måde er de sidste fem dages “sonderings-konklusioner”, som fylder 28 sider, ærlig snak.

I en virkelighed, hvor konservative og Socialdemokrater i mange politiske diskussioner reelt står et godt stykke fra hinanden, har forhandlerne præsteret det mulige – kompromissets kunst.
 CDU og CSUs hovedstyrelser vil med stor sandsynlighed nikke ja til dette oplæg til efterfølgende reelle regeringsforhandlinger. Straks mere spændende bliver det den 21. januar, når 600 SPD-delegerede samles til ekstraordinær partikongres i Bonn.

For her skal der skaffes et flertal for, at Schulz og Co. må gå i regeringsforhandlinger. Og forudsat et ja skal man også lige huske, at et efterfølgende regeringsoplæg skal til urafstemning blandt samtlige SPDs 430.000 medlemmer. Der er meget lang vej endnu.
Fredag kunne man konstatere, at venstrefløjen hos SPD allerede er begyndt at ruste sig, i håb om at stoppe festen allerede om ti dage i Bonn. Ser man tilbage på socialdemokraternes landsmøde i december, så fik Schulz et bekvemt flertal til at tage denne kortfattede sonderings-runde. Men det skete kun fordi, Schulz efter gentagne indlæg fra talerstolen måtte tale dunder til de nølende delegerede om det useriøse i slet ikke at ville forhandle med nogen om noget.
Nu er sagen en helt anden.

For nu kan alle forholde sig til 28 siders konkrete ideer til, hvad der skal laves om i det tyske samfund de næste fire år. Og det er ikke just prangende. Udlændingeproblematikken er adresseret på CSUs foranledning. Subsidiært beskyttede flygtninges allerede suspenderede krav om familie-sammenførsel forlænges. Og når det genindføres vil man maksimalt tillade 1000 familie-sammenførsler per måned.

Det kan lyde af meget set med danske øjne, men er et beskedent antal i et land af Tysklands størrelse. Ret beset er det en meget lille udfordring. Men også i Tyskland er det her spørgsmål begynde at fylde uproportionalt meget. Men her har SPD altså givet sig.

Spørgsmålet er, hvor mange i partiets basis egentlig har problemer med på det punkt at imødekomme CSU.
 Men hvad har SPD egentlig fået? Tanken om en stor og tiltrængt sundhedsreform, der fjerner uligheden i det tyske sygeforsikrings-system bliver ikke til noget. De mest vellønnede og dem, der har en bestemt samfundsstatus, som for eksempel dommere, kan fortsat være privatforsikrede og dermed få en hurtigere og bedre behandling end menige socialdemokratiske arbejdere. SPD er kun kommet igennem med, at udgifter skal betales ligeligt af arbejdsgivere og arbejdstagere. Her har der været en beskeden skævhed til arbejdstagernes ulempe. Næppe en indrømmelse, der får SPDs kernevælgere til at falde i svime.

De større forbedringer er på områder, hvor alle grundlæggende i forvejen er enige. For eksempel ville også Jamaica-forhandlerne give et stort og tiltrængt boost til uddannelsessektoren. Og så fjerner man nogle af de føderale forhindringer for, hvornår forbundsstaten og delstaterne må arbejde sammen også økonomisk (læs flere penge fra Berlin) til nogle af de områder, hvor delstaterne mangler.

En landvinding, men en teknisk en af slagsen, der næppe sælger mange billetter i det overbevisnings-arbejde, som Schulz nu kommer på. Det skal blive spændende at se, om SPDs bagland bakker op om formanden.

kommentar
deling del

Skriv et svar