Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Trumps Jerusalem

En klog beslutning består nogle gange i ikke at træffe en beslutning.

Tidligere præsidenter i USA har levet efter det motto, men det gør den såkaldte præsident Donald Trump ikke.

Når vi tillader os at kalde ham »såkaldt præsident«, så anerkender vi, at manden er demokratisk valgt til USAs præsident. Men agere som sådan gør han ikke: Hvis han så bare ville nøjes med at koncentrere sig om de indre forhold i USA i Trumps »America-First-strategi«, så kunne vi andre sove bedre om natten.

Men nu er der igen grund til alvorlig bekymring. Efter at han for få måneder siden truede Nordkorea med »total udslettelse«, gik han onsdag aften til angreb på en af de mest langvarige, følsomme og dybt komplicerede nationale konflikter, som denne verden kender til.

Ifølge Trump selv har han med USAs pludselige og ensidige anerkendelse af Jerusalem som staten Israels hovedstad blot gennemført det, som ifølge hans egen terminologi er helt åbenlyst. Israels parlament har til huse i Jerusalem. Ligesom både højesteret og Israels regeringschef. Udenlandske statsministre modtages i Jerusalem og ikke andre steder. På den måde forsøger Trump i sin forsimplende kommunikation om alverdens forhold at bilde os alle ind, at han i virkeligheden bare demonstrerer det nødvendige mod til at eksekvere en tilstand, som reelt har eksisteret længe.

At alle andre end lige netop den israelske regering på forhånd kraftigt advarede USAs præsident mod at iværksætte, at USA flytter sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, er han både tonedøv og fuldstændig ligeglad med.

Som de fleste andre ved, er Jerusalems status stærkt omdiskuteret. Palæstinenserne gør krav på byen ligesom jøderne.

Dette uløste spørgsmål blandt mange andre har siden 1948 skabt utallige krige i Mellemøst-konflikten og adskillige terrorangreb og overgreb fra begge sider.

Og nu kan vi formentlig se frem til en omgang mere med blod og tårer. Takket være Trumps ensidige opbakning til staten Israel uden samtidig at tilbyde palæstinenserne noget tilsvarende har Hamas straks udråbt en ny »intifada«. Et opråb til fornyet væbnet modstand mod det, som palæstinenserne opfatter som en udenlandsk besættelse af deres land. Mens israelerne slet og ret betragter intifadaen som terror.

Vi har haft to intifadaer før, fra 1987 til 1992 og igen fra 2000. Begge gange med mange dræbte og sårede til følge.

Trumps mål er trods alt ikke at sikre nye blodige opgør. Hans vision er angiveligt, at han med denne meget omstridte beslutning vil skabe nyt momentum i den to-stats-løsning, som han i øvrigt også går ind for. Så langt, så  godt.

Men fremgangsmåden er alligevel vanvittig og helt forkert. Det tilkommer ikke en tredjepart at tvinge en tilstand igennem, som konfliktens parter ikke kan enes om.

Süddeutsche Zeitung havde torsdag en pudsig beretning fra et møde i Washington forleden. Den handler om Trumps svigersøn, Jared Kushner, der i Det Hvide Hus lægger linjen for Trumps Mellemøst-politik.

For et par dage siden mødte en amerikansk-israelsk mediechef ved navn Haim Saban Kushner til et arrangement i USAs hovedstad. Saban ville vide, hvordan Det Hvide Hus ville løse Mellemøst-konflikten. Saban selv var meget skeptisk, da alle ved, at det, Kushner og Trump har forstand på, er ejendomshandel. Og ikke ret meget andet.

Onsdag aften fik den israelske mediechef og alle vi andre et svar på, hvordan ejendomsmæglere uden diplomatiske evner forventer at kunne løse udfordringen. Og så sidder Trump og hans team fortsat i Det Hvide Hus i tre år mere.

kommentar
deling del

Skriv et svar