Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Tillykke med Sydslesvigs stærkeste fællesskab

Tak fordi I sendte mig til spejder. Jamboretten er langt bedre end Roskilde Festival.
Niels Ole Krogh

Sydslesvigs stærkeste fællesskab. Sådan beskriver Dansk Spejderkorps Sydslesvig sig selv. Den slags kan ikke måles og vejes, men vi køber postulatet, og i anledning af 100-året for korpset, der blev fejret onsdag på Spejdergården Tydal, skal der lyde en fanfare og et højt hurra for den gejst og de værdier, korpset bygger på. Spejderne gør til daglig ikke meget væsen af sig, men lægger man hovedet til græsset, vil man høre det rumstere og gro de mange steder, hvor det lokale arbejde udfolder sig.

Spejderlivet byder på alt det, der hyldes til alle tider: Nærhed til naturen, kammeratskab, kundskaber der formes i hoved og hånd, medmenneskeligt ansvar og international solidaritet En af Danmarks kendte erhvervsledere, Lars Kolind, blev indrulleret i den lokale spejdertrup som niårig med følgende besked fra faderen: Spejder er ikke noget, man går til, det er noget, man er. »Det er en vej, man går fra barn til voksen. Man går fra at være afhængig til at blive selvstændig – fra være selvoptaget til at blive ansvarlig«, har Kolind sagt til Berlingske.

Når spejderkorpset uimodsagt kan hævde, at det er landsdelens stærkeste fællesskab, er det blandt andet fordi det er velkendt, at mange spejdere holder sammen hele livet. Arbejdet er rodfæstet i det lokale, hvor der de fleste steder er rigtig gode rammer og med den helt igennem pragtfulde fælles overbygning, Spejdergården Tydal. Med sine mange tønder land, gode faciliteter, diverse naturrum til de mangfoldige aktiviteter og ikke mindst naboskabet til floden Trenen med muligheder for en dukkert og kanosejlads bidrager Tydal afgjort til succesen.

Bevægelsen har stort set uplettet bevæget sig op gennem sin historie – bortset fra grundlæggeren Baden Powells farlige flirt med Hitler Jugend i 1930erne. For Dansk Spejderkorps Sydslesvig tegnede den del af historien sig også anderledes. Ifølge scoutwiki.org betød Hitler-regimets pres på det danske mindretal og på spejderne for at få de unge over i Hitler Jugend, at tryk avlede modtryk, og antallet af spejdere steg. Siden betød Hitlers strategi over for mindretallet, at et medlemskab hos spejderne betød fritagelse for hjernevasken i Hitler Jugend og Bund Deutscher Mädel. Så også på den antifascistiske front blev spejderkorpset positivt hærdet i den svære tid.

Tilbage i nutiden er det sjældent at høste ros som forældre, men når den 22-årige datter udbryder: »Tak fordi I sendte mig til spejder. Det er gaven, der bliver ved at give« med tilføjelsen: »Jamboretten er langt bedre end Roskilde Festival«, så er det hele vel sagt.

kommentar
deling del

Skriv et svar