Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Tænkepause?

Man skal passe på med, at ens iver for at holde liv i et kuldsejlet projekt ikke fortsat kommer til at skygge for andre projekter.
Man skal passe på med, at ens iver for at holde liv i et kuldsejlet projekt ikke fortsat kommer til at skygge for andre projekter.

Det går stærkt ud over stepperne for SSF.

Tirsdag sidst på dagen meddeler den danske kulturminister Mette Bock, at hun på vegne af den danske regering lukker sagen om dansk støtte til Mindretallenes Hus. Et projekt, der skulle have været realiseret i pakhuset bag Flensborghus. Mindretallenes Hus, sådan som alle har opfattet projektet igennem måneder, er dermed skrottet.

SSFs formand sender – kort efter den fælles pressemeddelelse fra SSF og Kulturministeriet – et par supplerende skriftlige citater til Flensborg Avis, som vi citerer i onsdagsavisen: »Jeg vil i morgen (onsdag) foreslå SSFs hovedstyrelse, at vi stopper pakhus-projektet. Efter en tænkepause inden for SSF vil vi gerne i samarbejde med de andre danske organisationer og FUEN drøfte, hvad der kan gøres for at realisere ideen om Mindretallenes Hus under nye rammebetingelser.« Citat slut.

SSFs top skulle åbenbart bruge under et døgn på at sunde sig. For på det omtalte hovedstyrelsesmøde meddeler SSF-formanden, at visionen fortsat lever, og at man har indikationer fra tysk side om, at den tyske andel af anlægsbevillingen ikke nødvendigvis bortfalder.

Hvad deltagerne i hovedstyrelsesmødet ikke ved, er, at NDR samme aften kl. 19.30 i sit daglige nyhedsprogram »Schleswig-Holstein-Magazin« ikke kun har Jon Hardon Hansen, men set herfra også højst overraskende ministerpræsident Daniel Günther (CDU) med i et indslag, hvor han bramfrit fastslår, at den slesvig-holstenske bevilling til Mindretallenes Hus står ved magt. Og at han ærgrer sig over Mette Bocks og den danske regerings afslag. Det forlyder også, at der allerede er aftalt et møde med SSF og repræsentanter for Flensborg By og delstatsregeringen allerede i næste uge. Fint nok hvis mødet alene tjener det formål at fortælle de tyske partnere, at man har brug for en tænkepause.

Men SSFs formand Jon Hardon Hansen kommunikerede noget andet onsdag aften.

Når han siger, at han har indikationer om fortsat tysk velvilje, så må man formode, at der har været en kontakt til den tyske side fra SSF straks onsdag morgen.

Er det en tænkepause? Hvorfor føler SSFs top dette behov for at offentliggøre så hurtigt, at visionen ikke bare skal leve videre, men at man dagen efter et dybt pinligt nej i København, straks går i gang med at sikre, at den tyske bevilling ikke bortfalder?

Og hvordan harmonerer denne hurtige aktion med SSF-formandens udtalelser i onsdagavisen: »Efter en tænkepause vil vi gerne i samarbejde med de andre organsisationer og FUEN drøfte.«

Har Samrådets øvrige formænd allerede givet SSF mandat til så konkret og så hurtigt at arbejde videre med projektet?

SSF og dermed hele mindretallet har tirsdag modtaget den største begmand i mands minde fra et meget stort flertal på Christiansborg. Det er derfor ikke tid til at handle hurtigt, men at tænke sig om langsomt.

Det gælder i øvrigt også ministerpræsident Daniel Günther. Det er al ære være, at den nye CDU-generation, som han symboliserer, brænder efter at gøre gamle skader god igen ved at engagere sig så positivt over for vores mindretal.

Det er vi oprigtigt glade for. Men ministerpræsidenten burde måske også stikke en finger i jorden rundt omkring i Danmark og i hele mindretallet, før han så hurtigt konkluderer, at han fortsat gerne ser Mindretallenes Hus realiseret.

SSF selv havde en overraskende overfladisk debat om emnet på sit ekstraordinære hovedstyrelsesmøde, som jo var indkaldt for udelukkende at diskutere Mindretallenes Hus. Når man har en så varm kartoffel, så man ser et behov for at indkalde til et ekstraordinært møde, kan det undre, at diskussionen om sagen er så overfladisk, som tilfældet var. Ingen spørgsmålstegn om behovet for et sådant center: Bortset fra en enkelt afholdelse tog SSFs hovedstyrelse i enstemmighed ad notam, at man droppede pakhusprojektet, men fortsat har visionen.

Heller ingen spørgsmål om, om man ved så hurtigt at tage fat i sine tyske partnere ikke risikerer at holde så meget liv i den vision, så man ikke holder fokus på sin kerneopgave i SSF.

Det burde være mere påtrængende at få fokus på den tiltrængte foreningsudvikling, som SSF klogt selv har på dagsordenen her i 2018, end et fortsat stort timeforbrug på Mindretallenes Hus.

Man skal passe på med, at ens iver for at holde liv i et kuldsejlet projekt ikke fortsat kommer til at skygge for andre projekter. SSF har brug for nogle folkelige succeser i 2018.

kommentar
deling del

Skriv et svar