Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Sydslesvig er alle pengene værd

Hvorfor sker det igen og igen, at vi kommer i defensiven?
Jørgen Møllekær

Jo tættere vi kommer på 2020, jo oftere vil der komme søgelys på det danske mindretal. Det er vi glade for – sådan for en stund igen at blive midtpunkt for manges interesse. Men der er også en udfordring forbundet med 2020. For når det gælder danske mediers nyvakte interesse for Sydslesvig, må vi som udgangspunkt gå ud fra, at tilgangen ofte vil være kritisk.

Dels ligger det nu engang i journalistikkens væsen at spørge ind til, om vi fortsat er levedygtige eller pengene værd. Det skal vi herfra være de sidste til at beklage. Alt, hvad vi foretager os i det danske mindretal, skal kunne tåle dagens lys. Når det så er sagt, så har mediefokusset nordfra desværre ofte en evigt tilbagevendende præmis: 600 millioner kr. årligt (inklusive pensionsforpligtelserne) er godt nok mange penge. Således også sent tirsdag aften kl. 22.30 i nyhedsmagasinet Deadline på det landsdækkende DR 2.

Intet mindre end 20 minutter af den 30 minutter lange udsendelse handlede om Sydslesvig. Først fik Axel Johnsen lov til at folde historien ud om, hvordan Sydslesvig er gået fra i efterkrigstiden at afgøre folketingsvalg til i dag at være gået i glemsel hos gennemsnitsdanskeren. Og derefter forsvarede Martin Henriksen fra DF og Christian Juhl fra Enhedslisten så på hver deres måde, hvorfor de mange penge fortsat giver mening.

Når man så den i øvrigt journalistiske faire gennemgang, sidder man alligevel tilbage med en ærgrelse. Hvorfor sker det igen og igen, at vi kommer i defensiven og skal forsvare, at vi nu engang på niveau med Færøerne eller Grønland i al evighed er en del af det danske fællesskab og også har behov for tilskud for at kunne fastholde vores tilknytning til Danmark? Indslaget på DR 2 handlede egentlig ikke om, hvorvidt man kan drive mindretallet 50 eller 100 millioner kr. billigere. Nej, det var lige som om, at præmissen mere handlede om, hvorvidt det overhovedet giver mening for Danmark.

Her må vi også se indad. Det kan godt være, vi alle synes, vi gør det mulige for at oplyse og informere om vores fortsatte eksistens i Danmark. Vi må bare nøgternt konstatere, at vi ikke er gode nok til at være synlige i Danmark. Påstanden herfra vil være, at danskerne har et mere naturligt forhold til, at Færøerne og Grønland selvfølgelig er en integreret del af det danske samfund. At det koster noget, og at man får meget igen. Det kan godt være, at gennemsnitsdanskeren heller ikke ved ret meget om de konkrete forhold i Nordatlanten. Med for os er det – muligvis subjektivt følt – anderledes. Vi skal begynde ved Adam og Eva hver gang.

kommentar
deling del

Skriv et svar