Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Strejke i nord, strejke i syd

Det er en mærkelig og meget rituel måde at forhandle på.
Det er en mærkelig og meget rituel måde at forhandle på.

Der er ufred på arbejdsmarkedet i den offentlige sektor på begge sider af grænsen i de her uger. Med en del lighedstegn, men så sandelig også med fundamentale forskelle. Grundlæggende sammenfaldende er ønsket om mere løn. Det siger sig selv, at ens løn som minimum skal følge prisudviklingen, hvis ikke man skal gå ned i realløn. Men samtidig er der også samstemmende argumenter både i nord og i syd, der går på, at offentligt ansatte halter bagefter det private arbejdsmarked.

At man føler sig
mindre velanset som medarbejder, også selvom man i mange funktioner de facto knokler lige så meget som på det private arbejdsmarked – det argument er der meget om. Ikke mindst i Danmark har effektivisering og digitalisering samt kommunale strukturreformer forandret mangt og meget. Billedet af, at man kan – undskyld udtrykket – fise den af på kommunen uden i øvrigt at risikere en fyreseddel, er forlængst fortid. Syd for grænsen er udfordringen lidt en anden. Løn-niveauet i mange offentlige stillinger er så lidt attraktivt, så rekrutteringen blandt unge med mange valgmuligheder bliver stadigt sværere.


Men også måden at organisere den faglige kamp på er temmelig forskellig. I Danmark bliver fagforeningerne stadig stærkere. Senest i fredags, da LO og FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd) besluttede at gå sammen fra 2019. Halvanden million danske arbejdstagere er dermed nu organiseret i en hovedorganisation. Det giver fagforeningsbosserne fornyet lydhørhed i samfundsdebatten og på Christiansborg. Modsat syd for grænsen: Her har arbejdsgiverne undladt at komme med konkrete løn-tilbud i de to første forhandlingsrunder. Med de obligatoriske »Warnstreiks« til følge. Det en mærkelig og meget rituel måde at forhandle på.

Arbejdsgiverne føler sig åbenbart så stærke, så de kan spille med unødvendige muskler. Og en tysk fagbevægelse med forholdsmæssigt langt færre medlemmer end i Danmark føler sig så nødsaget til at genere alle os andre med lukkede børnehaver eller manglende busser og tog for at gøre opmærksom på de igangværende forhandlinger. Både for Danmark og Tyskland gælder det, at der er mange ritualer, vi skal igennem også dette forår, før det ender med en aftale. På den ene eller den anden måde.

kommentar
deling del

Skriv et svar