Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Støt de lokale og betal forud

Vi kan stadig overføre penge uden smitterisiko.
Jørgen Møllekær

JydskeVestkysten har iværksat en kampagne, som vi herfra fuldt ud kan tilslutte os: Støt dit lokale erhvervsliv.
Vi har alle forstået, at vi på grund af smitterisikoen skal holde sammen, men gøre det på rigtig god afstand. Reelt er mange af os derfor nu hjemme og flere vil komme til. Men disse nødvendige sikkerhedsforanstaltninger bør og må ikke føre til, at vi nu hver især også lukker os ude af det samfundsansvar, vi alle har. Vi skal have købt mad og nogle af os skal også have det bragt. Men derfor behøver vi ikke at holde op med at købe alt det andet, vi ellers ville – eller kunne – købe ind.

Arbejdsløsheden er allerede steget markant fra den ene uge til den anden. Det er rigtigt, at vi ikke kan bestille en påskeferie lige nu, men vi kan godt købe en rejse til efteråret allerede nu. Skulle det gå så galt, at det her bliver meget langvarigt, vil enhver rejsearrangør love dig fuld kompensation, hvis corona stadig driller. Men rigtig mange steder er der brug for, at vi køber ind. Pointen er, at du og jeg kan holde en hel del snart lukningstruede virksomheder i live, hvis vi handler anderledes nu. Om ikke andet kan vi da købe gavekort til den restaurant, vi alligevel gerne ville besøge. Vi kan også ringe til frisøren og betale forud for de næste to klipninger. Vi kan ikke bare alle sætte os hjem på sofaen og låse døren og håbe på, at statslige hjælpepakker kan løse det hele og selv nøjes med at købe mad. Også selvom disse hjælpepakker lige nu er af astronomiske dimensioner.

Vi skal helt tilbage til Marshall-hjælpen efter Anden Verdenskrig for at finde en tilsvarende investering i at få et helt kontinent på fode igen. Ingen af os, og heller ikke selvom politikerne siger, de vil gøre det nødvendige, kan vide, om få eller mange virksomheder kommer til at lukke varigt på grund af corona. Det, at vi ikke fysisk kan gå i butikken og købe en vare, betyder ikke, at vi ikke kan handle alligevel. Ring til dem, du plejer at handle hos, og betal forud. Online-indkøb blomstrede allerede voldsomt inden corona. Amazons medarbejdere har sikkert endnu mere travlt nu, end de allerede havde i forvejen. Men bør vi ikke tænke nyt nu? Hvis vi i stedet for at handle på de globale onlineportaler, hvor ejerne bag sidder mange tusinde kilometer væk, så hjælper vi ikke umiddelbart i nærsamfundet. Så hvis vi alle i stedet nu handler mere lokalt, så hjælper vi alle hinanden. Dette er ikke skrevet som et argument mod globaliseringen og varernes frie bevægelighed. Men lige nu er vi i en helt ny situation. Ring og køb, inden din lokale yndlingsbutik lukker. Vi kan stadig overføre penge uden smitterisiko.

kommentar
deling del

Skriv et svar