Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Stem klogt på søndag

Derfor skal du give din stemme til SSW i morgen.
Jørgen Møllekær

Fredag aften klokken 20.36 var det 73 år siden, at befrielsesbudskabet blev meddelt fra BBC London. Især i Sønderjylland og Sydslesvig husker mange fra den ældre generation fortsat at holde fast i traditionen med at sætte lys i vinduet på denne aften. Efterfulgt af en glædens rus i Danmark, mørklægningsgardiner kunne rives ned, og lysere tider var på vej i mere end én forstand. Sådan havde mange det også i Sydslesvig den første tid efter befrielsen fra nazismens åg. I et dansk mindretal, der havde være kuet under nazi-regimet, flammede håbet op igen om en mulig genforening.

Vi kender historiens gang: Den danske regering holdt fast i 1920-afgørelsen fremfor at begynde en ny og potentiel farlig diskussion om grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland. Dermed blev rammerne – med København-Bonn-erklæringerne ti år senere – endelig forankrede. Og lige siden har vi som dansk mindretal ikke bare fortsat eksisteret, men har i dag en styrke, der er langt større end umiddelbart forventet ved afslutningen af Anden Verdenskrig. 
Generation efter generation har udbygget og videreudviklet vores mindretal med skoler, kirker, fritids- og kulturliv.

I dag står vi historisk stærkt. Det kan vi blive ved med, men det kræver en fortsat aktiv medvirken fra os alle, for at vi fortsat kan udvikle vores danske minisamfund rundt om i hele Sydslesvig.

I morgen er igen en sådan anledning til aktivt at markere, hvorfor man har meldt sig ind i SSF, bruger biblioteket, dyrker idræt hos SdU og sågar abonnerer på Flensborg Avis. Ingen er mere lige end andre: Men hvis ikke SSWs kommunalpolitikere i årti efter årti havde kæmpet de mange små kampe for, at vi som mindretal kunne blive hørt af vores gode tyske flertalsnaboer, var vi næppe nået så langt. Livsnerven og den fortsatte fødekæde er – ud over det generøse årlige tilskud fra Danmark- at tyske myndigheder på alle niveauer også giver os de tilskud, vi har krav på.

Det er fortsat en daglig kamp. Ikke i krigstidens nationale forstand, men i forhold til at huske hinanden på, hvad et udbytterigt samliv i grænselandet kræver også af flertalsbefolkningen. Og nu er der igen valg, og der bliver igen valgt mange nye tyske politikere ind rundt omkring. Derfor skal du give din stemme til SSW i morgen. For det er vores partis 630 kandidater, der sikrer, at det sker.

kommentar
deling del

Skriv et svar