Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Steinmeier i sit es

En Merkel-mindretalsregering er da langt at foretrække frem for en fornyet GroKo.
Jørgen Møllekær

En statskrise er det absolut ikke.

Nogle iagttagere har fejlagtigt kaldt sammenbruddet i Jamaica-forhandlingerne for den største parlamentariske krise siden demokratiets genfødsel i Tyskland. Det er godt og vel overdrevet.

Man kan med samme form for retorisk ødselhed hævde, at krisen i Berlin blot ville være en bibemærkning i Skandinavien. Al den stund, at det ikke er noget særsyn for eksempel på Christiansborg, at den første runde sonderinger blandt partier ikke nødvendigvis fører til regeringsdannelse med de selvsamme partier.

Tyskland er langt fra i en parlamentarisk krise. Merkel kan regere alene i en mindretals-regering. Det vil hverken hun eller andre umiddelbart, fordi tysk parlamentarisme traditionelt ikke bryder sig om skiftende flertal.

Men en ren CDU/CSU-mindretalsregering tålt af SPD, De Grønne og FDP er langt at foretrække fremfor en fornyet GroKo. Og Merkel vil kunne bruge de skiftende flertal aktivt. Til en mere visionær klimapolitik, en fortsat stabil Europa-politik og meget andet.

Vejen til en løsning, vi ikke kender, er særdeles spændende og en absolut nyskabelse i tysk politik. For forbundspræsident Frank Walter Steinmeier er trådt i karakter. Den tidligere SPD-udenrigsminister har fløjet rundt til alle verdens globale brændpunkter og forsøgt at mægle på denne klassisk neutrale tyske måde at være en førende politisk magt på. Nu kan Steinmeier så de kommende uger og måske måneder forsøge at agere fredsmægler i Berlin. 
 Det er aldrig sket før, at det formelle procedureforløb, som den tyske parlamentarisme foreskriver, nu for alvor kommer på sin prøve. Steinmeier holdt tirsdag de første møder med politikere fra De Grønne og FDP. Som en anden kongelig undersøger vil han bruge tid på at afæske hvert enkelt parti alle de politik-områder, hvor der rent faktisk er forligsmuligheder.

Frank-Walter Steinmeier sammen med Martin Schulz. Dengang var Steinmeier tysk udenrigsminister og Schulz var formand for Europa-Parlamentet. Nu mødes de to snart igen, men begge med en ny kasket på.
(Foto: Stephanie Pilick/dpa)

Allerede mandag meldte Steinmeier benhårdt ud: De partier, der under en valgkamp beder om folkets mandat, og efterfølgende har den parlamentariske magt til at kunne danne en flertalsregering, har pinedød også ansvaret til at gøre det. Så budskabet er klart til ikke kun FDP, men også alle øvrige partier, undtaget Die Linke og AfD på fløjene: Tag jer sammen.

Steinmeier ser tydeligvis et nyvalg som den allersidste udvej. Rygterne svirrede ellers tirsdag, at datoen for et nyvalg kunne blive den 22. april. Tak skæbne, der er lang tid til. Skulle det komme så vidt, vil Tyskland dermed de facto være uden en handlekraftig regering i mindst trekvart år.

Det ville få konsekvenser især for Tysklands fremadrettede europæiske indflydelse. For hvor der er tomrum, er andre villige til at fylde pladsen ud. Frankrigs præsident Macron eksempelvis har indenrigspolitisk ikke tid til at vente.

Budskabet om en mulig ny valgdato den 22. april sender imidlertid også et helt andet signal. Nemlig, at der er god tid til at finde på andre løsninger. Steinmeier har lov til at udfylde rollen. Ikke enevældigt, men statsretsligt med betydelig vægt kan han nu forme processen.

Hvor hurtigt det kommer til at gå med at finde en ny regering er ikke længere alene i Merkels eller andre toppolitikeres hænder. Steinmeier bestemmer ikke blot farten. Han vil givetvis også forsøge at vejlede, for ikke at sige hen ad vejen true eller presse partierne til samarbejde. Men til at begynde med vil han lytte.

Det her kommer til at tage tid. For den første væsentlige opgave består i, at de forskellige partiers politikere skal holde op med at tale ned til mulige kommende regeringspartnere. Men mon ikke alvoren er ved at gå op for alle?

kommentar
deling del

Skriv et svar