Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: SPDs spæde fornyede liv

Vi har fået den regering hverken politikere eller befolkning ville have.
Vi har fået den regering hverken politikere eller befolkning ville have.

Af to onder valgte SPD det mindste.

Og fortjener ros for det. Nu får vi langt om længe igen en handlekraftig tysk regering, både indadtil og udadtil. Det må skabe glæde i København og de øvrige hovedstæder.
Hvad det internationale og EU angår, er forskellene på SPD og CDU/CSU overskuelige. Med Martin Schulz helt ude i det politiske mørke er også alle ideer om at give EU mere magt på nationalstaternes bekostning umiddelbart begravet igen. Hvis Sigmar Gabriel får lov til at fortsætte som udenrigsminister vil han sammen med Merkel finde pragmatiske løsninger, fremfor Schulz´s temmelig vidtrækkende tanker om et stærkere Europa.
Mere spændende bliver det at se, hvordan den fornyede udgave af den store koalition kommer til at håndtere det indenrigspolitiske. Realiteten er nu den, at vi har fået den regering, ingen ville have. Hverken politikerne eller befolkningen. Forventningerne vil ikke være tårnhøje i et land, hvor de fleste mest af alt ønsker sig politisk stabilitet fremfor de store reformer, også selvom de måtte være påkrævede. Det var også helt tydeligt det svar, SPDs 463.000 medlemmer gav udtryk for. Med en stemmedeltagelse på godt 78 procent er den interne socialdemokratiske afgørelse for eller imod et fornyet regerings-makkerskab med forbundskansler Merkel en betydelig succes for Tyskland demokrati sådan helt grundlæggende. Når der står noget på spil, reagerer befolkningen, i dette tilfælde SPDs medlemmer. To ud af tre af de menige medlemmer valgte det formentlig mindste af to onder. Et nej ville have medført et snarligt nyvalg. Kun en tåbe frygter ikke valgurnerne, når man som SPD er styrtdykket med yderligere 4-5 procentpoint i målingerne siden partiets i forvejen katastrofale valg i september. Nu ligger man så og roder nede omkring 16 procent. For et år siden, da Schulz-hypen var på sit højeste, var det gamle arbejderparti lige præcis dobbelt så stor. En dramatisk ned­smeltning, der gør, at man kan begynde at diskutere, hvorvidt SPD fortsat er et folkeparti, hvis man fortsat kun er marginalt større end De Grønne og yderfløjene Die Linke og AfD. Nu får SPD så den nye chance, som partiledelsen strategisk er gået efter, og som deres bagland bakker klart op omkring med totredjedels flertal. De næste 3,5 år frem mod forbundsdagsvalget i 2021 kan man forsøge at profilere sig. Rent personalemæssigt står partiet relativt stærkt. Under GroKo-forhandlingerne sikrede man sig stort set alle de mest interessante ministerier. Til gengæld har det tyske socialdemokrati – måske for altid – tabt kampen om at kunne gøre CDU/CSU rangen stridig som det reelt eneste tilbageværende folkeparti. Merkel og hendes forbundskansler-afløser in spe, den nyudnævnte CDU-generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer, har slået fast med syvtommersøm, at CDU ikke rykker mod højre for at lokke AfD-vælgere tilbage i folden igen. Denne fortsat midtsøgende strategi handler om at sikre forbundskansler-kontoret på konservative hænder også efter den dag, Angela Merkel stopper. Rykker man mod højre, ville SPD kunne vokse substantielt igen. De fleste forventer, at AfD ikke er en døgnflue, men vil bide sig fast i tysk politik i mange år.

Integrationsproblemerne vil ikke forsvinde i mindst en generation frem. De ghettodannelser man kæmper med, kan man mange steder gange med tyve i forhold til de relativt set mindre udfordringer, der er i Danmark. Derfor vil mange af de 6 mio. AfD-vælgere fra september indtil videre holde fast. Da SPD modsat CDU ikke er begyndt at slå hårdere toner an i udlændingepolitikken, bliver det svært for socialdemokraterne at få deres gamle vælgere til sådan umiddelbart at vende retur igen fra AfD.

kommentar
deling del

Skriv et svar