Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: SPDs nye selvmål

Der sidder nogle pampere i toppen, som skalter og valter.
Der sidder nogle pampere i toppen, som skalter og valter.

Mens alles fokus fredag er rettet mod Hamborg og valget af Merkels arvtager, skændes SPD videre internt. På søndag skal partiet på et delegeretmøde afgøre listepladserne til næste års EU-parlamentsvalg. Som om der ikke var kriser nok i det parti, har man nu gang i endnu et helt unødvendigt selvpineri.

Ikke kun i Slesvig-Holsten er opstandelsen stor. For partitoppen har tilsidesat de indstillinger, som de enkelte delstaters partiafdelinger havde afleveret. Her hos os havde SPD efter en helt igennem demokratisk proces stemt Enrico Kreft fra Lübeck ind på SPD Slesvig-Holstens listeplads nummer 1. Nummer 2 blev den unge JUSO-næstformand Delara Burkhardt. Men efter at partitoppen i Berlin har lavet sin indstilling til delegeretmødet på søndag, er Slesvig-Holstens nummer 1 helt nede på en 32. plads. Mens den unge 26-årige kvinde pludselig er nummer fem på SPDs valgliste for hele Tyskland.

Det her handler ikke om kvinder eller mænd eller alder. Det kan da godt være, at en ung kvinde har bedre valgchancer end en 40-årig mandlig kandidat fra Lübeck. SPDs particentral i Berlin har med sin indstilling sendt et signal, der bekræfter det billede, mange menige socialdemokrater har af deres parti.

Der sidder nogle pampere i toppen, som skalter og valter. Hvis nu man havde valgt en basisdemokratisk fremgangsmåde, kunne man jo begynde med at tage delstaternes foretrukne kandidater på de første 16 pladser. På den måde ville man både anerkende det lokale parti-demokrati i Tysklands 16 delstater og dernæst i et eller andet omfang også have sikret, at SPDs kommende EU-parlamentarikere i Strassbourg ville komme fra hele forbundsrepublikken.

Men sådan spiller klaveret altså ikke. Og da slet ikke til et EU-valg, hvor SPD på grund af sine elendige meningsmålinger også må regne med en halvering af antallet af sine nuværende parlamentsmedlemmer. SPD står også her til – set med partiets egne øjne – katastrofale 15 procent. På grund af Tysklands størrelse svarer et mandat til cirka en procent af vælgerne.

Med 15-16 forventede mandater bliver det helt umuligt for Enrico Kreft at blive valgt. Medmindre de delegerede på søndag i Berlin fuldstændigt tilsidesætter SPDs liste. Det er alles kamp mod alle i et parti i dyb krise. Og det her gør ikke fremtidsudsigterne lysere.

kommentar
deling del

Skriv et svar