Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: SPD og CSU sejrede

At lade den stærke Andrea Nahles blive SPDs første kvindelige formand er kreativt.
At lade den stærke Andrea Nahles blive SPDs første kvindelige formand er kreativt.

I begyndelsen af marts er vi alle klogere.

For først til den tid er det afgjort, hvad SPDs bagland på nu 465.000 medlemmer siger til en ny stor koalition mellem konservative og socialdemokrater. Ved første øjekast kunne onsdagens regeringsaftale ligne en klar sejr til især SPD og CSU.

Forbundskansler Merkel risikerer det samme, som Lars Løkke Rasmussen gjorde efter folketingvalget i 2015: At påtage sig et regeringsansvar på en måde, der formentlig kommer til at koste. Men Merkel havde reelt ingen andre muligheder end at give efter for presset fra SPD og CSU.

Man skal på den ene side ikke overfortolke betydningen af, hvilke partier der besætter hvilke ministerposter. En minister kan trods alt kun fremsætte lovforslag, som hele regeringen står bag.

Alligevel må man sige, at det er noget af en indrømmelse at give den vigtige indenrigsministerpost, der i Tyskland også omfatter politiet og dermed den indre sikkerhed, til CSU. Endda til selveste Horst Seehofer, endnu CSU-formand og ministerpræsident i Bayern.

Med ham på en meget central post i Berlin sender man et meget kraftigt signal om, at nu kommer der andre boller på suppen. Seehofer har været den stærkeste fortaler for en hårdere kurs.

Både når det gælder at hindre ulovlig indrejse, men også når det handler om at sikre ro og orden.

Optøjer som dem hin nytårsnat i Köln, hvor nordafrikanske indvandrere forulempede mange kvinder groft, har været en øjenåbner for det tyske samfund. Med Seehofer sender man nu helt bevidst et signal om, at Rambo kommer til byen.

Det er velovervejet i en tid, hvor det for alle partier handler om hurtigst muligt at få lukket luften ud af det højrepopulistiske AfD igen. Om det så lykkes, og om Seehofer kan gøre en forskel, vil vise sig. Retorisk ved vi i hvert fald, hvad der nu er i vente fra den kommende stærke indenrigsminister. CSU får desuden trafik- og ulandsminister-posten.

Endnu stærkere har SPD markeret sig. At nuppe både udenrigs- og finansministeriet er lidt af en bedrift.

At Schulz nu bliver udenrigsminster var forventeligt. At han samtidig lader den stærke Andrea Nahles blive SPDs første kvindelige formand er kreativt og klogt frem mod næste valg. Ligesom Hamborgs overborgmester, Olaf Scholz, der står til at blive finansminister i Berlin, også signalerer socialdemokratisk soliditet.

Nu sidder SPD også »på pengekassen« i Berlin, og Scholz har et særdeles godt ry.

Oven i hatten får SPD ministerierne for arbejde og socialpolitk, justits, familie og miljø. Dermed svinger socialdemokraterne taktstokken på områder, der er rigtig meget SPD i, og som rangerer højt i samfundsdebatten i de her år. For det handler politik i allerhøjeste grad også om: At være synlig på områder, som optager befolkningen.

Merkels CDU står tilbage med forsvar, uddannelse (som primært klares af delstaterne), erhverv og økonomi, sundhed, landbrug og ledelsen af forbundskanslerens kontor. En klar nedgradering, og CDU påtager sig rollen som formidler mellem de højtråbende partnere.

SPD har også fået nogle sidste-øjebliks indrømmelser: Arbejdsgivere må ikke længere ansætte folk på den ene korttids-kontrakt efter den anden, noget som har medført et meget opdelt og uretfærdigt arbejdsmarked i Tyskland, hvor nogen er fastansatte og andre ikke ved, om en tidsbegrænset ansættelse forlænges.

Til gengæld fik SPD ingen reelle indrømmelser på sundhedsområdet, hvor ti procent af den bedst stillede tyske befolkning kommer hurtigere frem i sygehuskøen med deres private sygeforsikringer.

Hvordan SPDs bagland nu vil reagere er straks et andet spørgsmål.

kommentar
deling del

Skriv et svar