Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: SPD i intern magtkamp

En ny kandidat skal på banen i god tid, men ikke nødvendigvis allerede nu.
En ny kandidat skal på banen i god tid, men ikke nødvendigvis allerede nu.

En yderst interessant oplysning:

Allerede fjorten dage før forbundsdagsvalget blev det i hemmelighed besluttet, at SPDs fungerende arbejdsminister, Andrea Nahles, skulle være gruppeformand for partiets forbundsdagsgruppe efter valget. Det har Der Spiegel fundet ud af: Baggrunden var angiveligt den, at fløjen omkring Nahles, der står til venstre internt i partiet, frygtede, at formanden og kanslerkandidaten Martin Schulz åbenbart legede med tanken om, at han selv ville være gruppeformand, når partiet kom i opposition.
For at valget var tabt på forhånd, var klart for alle, også i SPDs top. Selvom Schulz tordnede videre mod Angela Merkel fra markedspladser i den ganske forbundsrepublik og gentog, at Merkel kunne blive vicekansler i hans nye regering. Schulz overdramatiserede rollespillet, der til enhver en tid handler om at udvise en ubændig vilje til magten. For ellers bliver man ikke kansler i et land af Tysklands størrelse. Men han fik gjort det på en måde, så Schulz desværre blev en smule til grin. Vælgerfolket følte sig talt ned til, og valgresultatet på de 20,5 procent talte sit eget klare sprog.
Schulz er et engageret menneske, der rent faktisk ville have haft potentialet til at blive forbundskansler. Men udover at han var kandidat på et tidspunkt, hvor oddsene var umulige, så er han også en temperamentsfuld herre. Og åbenbart på en måde, så Schulz, der klart er en midtsøgende socialdemokrat på højrefløjen i partiet, skulle stækkes, mens tid var.
 I alle partier er der fløje. Alligevel må man sige, at det faktum, at Schulz allerede så tidligt taber en internt magtkamp, ikke er gode odds for hans overlevelseschancer. Man kunne også allerede se det, da Forbundsdagens holdt sit konstituerende møde forleden. Schulz var, til gengæld for at acceptere Nahles, kommet igennem med at en af hans proselytter, den tidligere gruppeformand Thomas Oppermann, skulle nomineres som partiets kandidat til næstformand i Forbundsdagens præsidium. Oppermann, også på højrefløjen i partiet, fik det dårligste valg af alle. Afstemningen var hemmelig, så med bestemthed kan man ikke sige det: Men tanken om, at de forholdsvis mange nej-stemmer kom fra venstrefløjen i de egne rækker er en nærliggende tanke. En intern positionerings-kamp for det fremtidige SPD er tydeligvis i fuld gang. Det er for såvidt også kun sundt og naturligt efter det valg, der gav partiet det dårligste valg siden 1949.
Den ulmende uro kan man også iagttage på baggrund af, at eksempelvis Hamborgs overborgmester, Olaf Scholz, har skrevet et opråb til sine partikammerater, som “Süddeutsche” har refereret fra. Scholz, som mange længe har vurderet kunne overveje at stille op som sit partis kanslerkandidat i 2021, når Merkel forventeligt stopper, er hård i retorikken: “SPD skal holde op med at finde på søforklaringer på det katastrofale valg.” Og hvor Martin Schulz på det seneste er begyndt at tale om at have “modet til at kritisere kapitalismen”, så kræver Scholz, at SPD skal kunne rumme kampen for mere social retfærdighed side om side med økonomisk vækst båret af det tyske erhvervsliv. 
Derfor er det langt fra givet, at Martin Schulz overlever det historisk store valgnederlag. I de kommende uger tager han på såkaldt “dialog-rejse” rundt til stormøder i Tyskland, for “åbent at deltage i diskussionen med partiets basis”. Der bliver blandt andet et møde i Hamborg, som også skal samle partikammeraterne fra Sydslesvig og Holsten. Når den rejse er slut, ved vi – måske – lidt mere om, hvor Schulz´s fremtid ligger. At taktiske grunde kan det også tage længere tid. En ny kandidat skal på banen i god tid, men ikke nødvendigvis allerede nu.

kommentar
deling del

Skriv et svar