Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: SPD falder og falder fortsat

Mens SSW holdt skindet på næsen, var søndagens kommunalvalg en decideret katastrofe for Slesvig-Holstens socialdemokrater. Journalister bliver tit beskyldt for at overdrive, men når ens valgresultat er det dårligste siden 1948, så er det ikke noget, man bare kan gå let henover.

Nu stiger den interne kritik igen. Flere fremtrædende SPD-folk i Slesvig-Holsten – omend ikke kræver – men argumenterer i hvert fald voldsomt for, at SPD-formand Ralf Stegner træder tilbage senest, når der skal vælges en ny formand som planlagt næste forår. SPD tabte rundt regnet syv procentpoint og havde beskedne 23 procent af vælgerne bag sig.

CDU, der gik tilbage med fire procentpoint, fik trods alt fortsat for et folkeparti respektable 35 procent af stemmerne.
SPD kalder sig også fortsat et folkeparti. Men alle de senere valg – forbundsdagsvalget i efteråret ikke mindst – antyder en vedvarende deroute. Et SPD på under tyve og nærmere de femten procent vil miste årtiers habitus. De Grønne er måske snart næststørste parti i hele Tyskland. Og fra højreflanken puster alle protestvælgerne fra AfD det gamle arbejderparti i nakken. Der er vitterligt dømt krise, uden at partiet ændrer kurs.


På forbundsplan agerer den mest indflydelsesrige minister, finansminister Olaf Scholz, som om han var konservativ. Han vil fastholde budgetoverskuddet i Tysklands statsbudget.

Det er der meget godt at sige om. Det er bare ikke noget, vælgerne længere accepterer skulle være en særlig socialdemokratisk dyd. I søndags så vi, hvordan SPD også tabte i Flensborg, mens De Grønne, FDP og Die Linke gik frem. Nu skændes de så igen om Ralf Stegners ansvar. Og ikke hvem som helst. De tidligere indenrigsministre Studt og Breitner er på banen. Og også Flensborgs overborgmester Simone Lange synes, at man burde fremrykke afgørelsen af, hvem der skal stå i spidsen for SPD mellem Flensborg og Hamborg.

Stegner, der ikke er til at blæse omkuld, har allerede sikret sig sin bestyrelses opbakning til, at de igangværende parti-interne fornyelses-projekter skal have lov til at gøre arbejdet færdigt til november som planlagt. Tja, der er jo ikke flere valg inden da, så det kan man vel godt afvente. Men så skal der da også snart nye boller på suppen. Og hvis vælgerne kræver et andet ansigt i spidsen, er sagen vel altid vigtigere end ens personlige stædighed?

kommentar
deling del

Skriv et svar