Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Slaget om Sønderjylland

Hvornår kommer vi videre og diskuterer emner, der udgør en større udfordring?
Jørgen Møllekær

Hele Danmark holdt torsdag først på aftenen øje med Folkehjem i Aabenraa.

I to timer duellerede to af dem, der formentlig hver især får rigtig mange stemmer til det snarligt kommende folketingsvalg.

Lad os lige skrue tiden tilbage til den 18. juni 2015. Det var den dag, da historisk mange valgte at stemme på Dansk Folkeparti. 21,1 procent af stemmerne, kun Socialdemokratiet fik flere. Syd- og Sønderjylland har lige siden fået farven gul. Dansk Folkeparti har fortrængt det blå (Venstre) og det røde (Socialdemokratiet). I Aabenraa 31,8 procent, i Sønderborg 30,4, i Tønder 29,4 og i Haderslev 28,3, procent af vælgerne. Men også i byer som Kolding eller Vejle var DF størst af dem alle. Herfra tillod vi os i lederen dagen efter valget at forudse »et Danmark, der lukker sig«.

Og hvad er der sket siden på den front? Vi har fået en varig grænsekontrol, der kaldes midlertidig. Vi er i gang med at få opført et 1,5 meter højt hegn for at stoppe vildsvin sydfra, selvom al fagkundskab siger, hegnet ikke duer til den slags. Vi har fået en integrationsminister, der fejrer enhver udlændingestramning med kage og på ministeriets hjemmeside 
uim.dk er det første man visuelt ser, hvor mange udlændingestramninger denne regering nu har fået gennemført. Fredag vises tallet 112.

Vi har fået et Folketing, hvor en lang række partier inklusive Socialdemokratiet og delvist SF nu har kopieret Dansk Folkepartis tankegang. Og – viste mødet i Aabenraa torsdag aften – vi har endda fået et nyt parti til højre for Danske Folkeparti, der med strategisk dygtighed kommer i Folketinget, fordi der findes vælgere derude, som synes, at Dansk Folkeparti er blevet for slappe.

Dansk Folkeparti bør roses i den forstand, at partiet i den forløbne valgperiode vitterligt har sejret ad helvede til. Deres tankegang har bredt sig til stort set resten af det politiske Danmark. De andre har konverteret til »DF-look-alikes« af frygt for at miste magt.

For det traurige er, at alt for mange i dagens Danmark er gennemsyret af overdreven frygt for en håndterbar udfordring. Udlændingepolitikken fyldte halvdelen af debatten i Folkehjem. I 2018 fik 76.132 mennesker opholdstilladelse i Danmark. Heraf blot 1652 asyl og 5233 blev familiesammenført, i alt 6885. Resten, de 69.247, kom til Danmark for at arbejde eller uddanne sig. Så hvornår kommer vi videre og diskuterer emner, der udgør en større udfordring?

Bliver regeringens finanslov gennemført, så forsvinder grænsekontrollen, siger Kristian Thulesen Dahl. Foto: Henning Bagger, Scanpix

Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.
(Arkivfoto)

kommentar
deling del

Skriv et svar