Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Skat og flygtninge

Så forstår man bedre, hvorfor Berlin kæmper mod en mindretalsregerings forbandelse.
Så forstår man bedre, hvorfor Berlin kæmper mod en mindretalsregerings forbandelse.

Kigger man nordpå på forløbet af finanslovsforhandlingerne i København, forstår man bedre, hvorfor de fleste i Berlin indtil videre kæmper hårdnakket for ikke at ende i samme situation: Mindretalsregeringers forbandelse.

Vi er ved at være tæt under jul, og der er fortsat ikke flertal for det danske riges finanslov for 2018. VLAK-regeringen har kombineret den årlige øvelse om næste års budget med en skattereform. Større eller mindre reformer er tidligere gennemført på den måde, netop fordi man her alligevel har gang i den store prioritering af næste års offentlige forbrug og investeringer. Derfor er det i en åben økonomi som den danske til enhver tid såre fornuftigt at diskutere, om man i en globaliseret verden har indrettet sig optimalt.

Det har man ikke set med borgerlige politiske briller. Derfor vil både Venstre, De Konservative og Liberal Alliance meget gerne have gennemført, at skatten lettes for de lavestlønnede, men også for de højestlønnede. Bunden skal lettes for at få Dansk Folkeparti med, for ellers er der ikke noget flertal.

Og topskattelettelserne er vigtige, hvis de borgerlige partier skal præstere noget over for deres egne vælgerskarer.

Men Dansk Folkeparti udnytter klogt, at partiet sidder med de afgørende mandater. DF vil helst slet ikke – og hvis ja, så kun give skattelettelser i bunden, som er der, hvor de fleste af DFs egne vælgere er. Og nu hvor tiden er ved at rinde ud, kræver Dansk Folkeparti i 11. time, at DF kun vil acceptere skattelettelser, hvis man selv får betydelige nye udlændingestramninger. Vel vidende, at de her støder på granit hos Venstres top.

Dansk Folkeparti vil kun gå med til skattelettelser, såfremt de får ekstra udlændingestramninger til gengæld.

Dansk Folkeparti vil kun gå med til skattelettelser, såfremt de får ekstra udlændingestramninger til gengæld.

Det flugter ikke med statsministerens menneskesyn, hvis flygtninge skal interneres i statslejre og kun undervises i forhold til de behov, der er for at kunne vende hjem igen. Det ønsker DF og mere til: De voksne flygtninge skal ikke ud på arbejdsmarkedet og gøre gavn. Og deres børn skal ikke undervises i folkeskolen og dermed lære dansk og blive integreret.

Er man DF-vælger er det en såre naturlig holdning at have til andre menneskers behov. At de pågældende flygtninge, som de er flest, allerhelst netop vil lære dansk, tjene deres egne penge og dermed integrere sig og bidrage til samfundet, er DF ligegyldigt. Finansminister Kristian Jensen (V) erklærede sig i sidste uge overrasket over, at DF pludselig kom med helt nye og vidtgående krav på udlændingeområdet så sent i forhandlingsforløbet om finansloven og skattereformen. Mon dog han var så overrasket i virkeligheden?

Det er langt fra første gang, at DF skruer op for prisen taktisk sent i forløbet. For det er fuldstændig reelt for DFs vælgere, at de ikke kæmper for at slippe billigere i skat, men primært er optaget af at få folk hurtigst muligt ud af landet igen. På den måde foregøgler Dansk Folkeparti sine vælgere og offentligheden som sådan, at der er en lige linje mellem få flygtninge og stor velfærd i Danmark. At det har større gevinster end omkostninger at være en åben økonomi og dermed også at være et samfund, der tager imod sin fair andel af flygtningepresset er ikke en ligning, man bruger tid på. De borgerlige partier og resten af Folketinget ved derimod godt, at der er den sammenhæng. Tirsdag foreslog DF så at udsætte skattereformen, for »at give regeringen bedre tid« til at tænke over udlændingepolitikken, som DF-formand Thulesen Dahl formulerede sig.

Løkke har to muligheder: Enten får han sine skattelettelser og samtidig fornyede hug for at gå med til, at Danmark vender sig endnu længere bort fra anstændig omgang med flygtede mennesker. Eller også bevarer han respekten for Venstres grundsyn på medmennesker.

kommentar 1 kommentarer
deling del

1 kommentar

Skriv et svar