Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Skal vi virkelig 
have en GroKo igen?

Otte timer.

Så længe diskuterede toppen hos SPD torsdag aften partiformand Martin Schulz´ møde med forbundspræsident Frank-Walter­ Steinmeier tidligere på dagen.

Efter at forbundspræsidenten havde haft møder med De Grønne og FDP først på ugen, var turen nu kommet til SPD. Partiet har, lige siden Jamaica-sonderingerne faldt fra hinanden, meldt ud, at man vil foreslå nyvalg og ikke agter at genindtræde i den GroKo-alliance med CDU, som både SPD og CDU mistede særdeles mange stemmer på.

Fredag morgen har tonen fået en lidt anden lyd. Nu hedder det sig, at man er klar til at gå ind i samtaler. Man siger ikke, at det nødvendigvis er samtaler om netop denne GroKo. Men den regeringsoption er alt andet lige igen rykket tættere på. Forbundspræsidentens kontor lod fredag meddele, at han på torsdag vil holde et fælles møde med particheferne fra CDU, CSU og SPD.

Så er alt altså nærmest, som det plejer. Steinmeier, som forhenværende SPD-udenrigsminister, sammen med Schulz, Merkel og Seehofer.

Man kan i hvert fald fastslå, at den indledende temmelig sikre formodning om nyvalg fra de fleste iagttagere, inklusive denne lederskribent, lige i de her dage forekommer som det mindst sandsynlige udkomme af den svære regeringsfødsel.

Tanken om en stor koalition med CDU er upopulær blandt mange socialdemokrater. Flere delegerede fra Jusos (SPDs ungdomsparti) sendte med skilte om »ingen GroKo« et klart signal til SPDs formand Martin Schulz på deres partikongres i Saarbrücken. (Foto: Oliver Dietze/dpa)

Tanken om en stor koalition med CDU er upopulær blandt mange socialdemokrater. Flere delegerede fra Jusos (SPDs ungdomsparti) sendte med skilte om »ingen GroKo« et klart signal til SPDs formand Martin Schulz på deres partikongres i Saarbrücken. (Foto: Oliver Dietze/dpa)

En enkelt mulighed mere

Men der er fortsat en enkelt mulighed mere.

Steinmeier vil næste uge også holde møder med de øvrige partier individuelt. Her vil han også spørge dem, hvordan de ville stille sig til en ren mindretalsregering bestående af CDU/CSU.

For også her er der kommet bevægelse i tysk politik.

Den umiddelbare reaktion var blank afvisning af dette for en tysk politiker så utænkelige at skulle regere med skiftende flertal fra lovforslag til lovforslag.

Men det behøver jo heller ikke at ende så uforudsigeligt, som dansk folketingspolitik kan være. Nogle af dem, der forsigtig begynder at tale højt om en mindretalsregering i Berlin, foreslår, at man på centrale politik-områder så at sige kunne indgå en forhånds-musketer-ed med et eller flere af de andre partier.

Således at der fortsat er politisk stabilitet på helt afgørende områder som bl.a. europapolitik, skat, uddannelse, integration og klima-spørgsmål. Det ville være helt nyt, om tysk politik, der lige siden 1949 har baseret sig på flertalsregeringer med skriftligt nedfældede regeringsprogrammer, skulle kaste sig ud i et sådant eksperiment.

Det indebærer nogle fordele, som set herfra kunne være større end blot igen at proklamere en fornyet GroKo.

Det positive ved en mindretalsregering ville for det første være, at diskussionen om, hvilken vej Tyskland skal gå på hvilket som helst emne, ville blive ført mere i det offentlige rum. Omend der fortsat, som i alle demokratier, stadig ville være forhåndsaftaler indgået på lukkede møder, tvinges en stor del af debatten til at foregå mere åbent. Det burde teoretisk styrke demokratiet og mindske folks politikerlede. Medmindre det ender i skænderier om småting, og det parlamentariske flertal udenom mindretalsregeringen så at sige misbruger sit flertal til at bringe regeringen i mindretal på væsentlige områder.

I tysk politik er der ikke på samme måde som med Dansk Folkeparti i Danmark, et lignende parti, der på samme tid både er venstreorienteret og stærkt national-konservativ.

De tyske partier er mere forudsigelige. Og dermed vil der også »lettere« kunne laves musketer-eds-aftaler forud for, at Angela Merkel accepterer at skulle stå i spidsen for en mindretalsregering. Samtidig kan de øvrige partier, så stå mere frit og profilere sig i andre sager.

kommentar
deling del

Skriv et svar