Single Daily
af

Rasmus Meyer

Leder: Simone Lange 
på vej til Berlin

Med en Simone Lange­ i SPDs partitop får mindretallet endnu en højtstående forbundspolitiker med indsigt i mindretalsspørgsmål.
Med en Simone Lange­ i SPDs partitop får mindretallet endnu en højtstående forbundspolitiker med indsigt i mindretalsspørgsmål.

Flensborgs overborgmester Simone Lange er godt på vej til en politisk karriere i Berlin. Det kan der ikke være tvivl om, når man ser på hendes offentlige optræden – senest i tv hos Marcus Lanz – efter at hun i april udfordrede Andrea Nahles som ny partiformand i SPD. Senest siden dengang er hendes politiske ambitioner klokkeklare, og siden dengang må man erkende, at hendes timing er tæt på perfektion.

Lynhurtigt så hun sin chance ved at stille op mod Andrea Nahles, da Martin Schulz måtte forlade det synkende SPD-skib. Ingen troede på, at Simone Lange for alvor kunne true Nahles, men det var for den sags skyld heller ikke afgørende for Lange. Hun fik godt nok 27,6 procent af stemmerne, men langt vigtigere: hun fik sit navn i alle landsdækkende medier. Det var godt spillet, og siden den dag er Simone Lange lig med den SPD-fløj, der ønsker fornyelse og fokus på det sociale. Det kort har hun spillet lige siden. Hun gik blandt andet med i initiativet »Aufstehen«, der på tværs af partifarver arbejder med socialt engagement.

Senest har Simone Lange skrevet bogen »Sozialdemokratie wagen – neue Politik für die SPD und Deutschland«. Ifølge forlaget er bogen en appel til SPD-medlemmer, et opgør med politiske fejl og et udkig mod en bedre fremtid for SPD og hele Tyskland. Det vil sige, den rammer lige ind i hjertet på forandringsvillige socialdemokrater, der er trætte af udsalget af socialdemokratiske værdier og en skyggetilværelse i den store koalition. Bogen udkommer i slutningen af oktober, men Simone Lange fik nyheden om bogen ud lige inden delstatsvalget i Bayern. Dermed ramte hun igen plet, for valget var en katastrofe for SPD. Partiet led et historisk nederlag med under ti procent af stemmerne, og igen står Simone Lange frem som personen, der kan bringe SPD tilbage på sporet.

Samtidig er modvinden mod partitoppen i person af Andrea Nahles og Olaf Scholz nu så voldsom, at delstatsvalget i Hessen den 28. oktober kan blive deres endeligt. Endnu et valgnederlag kan de to næppe klare. På mange virker Simone Langes vej til Berlin som køligt politisk spind. Men for mindretallet kan det være underordnet. Med en Simone Lange i SPDs partitop får mindretallet endnu en højtstående forbundspolitiker med indsigt i mindretalsspørgsmål. For hun har ligesom De Grønnes partiformand Robert Habeck børn i danske institutioner. Dermed kommer Sydslesvig lidt tættere på Berlin, og endnu et sæt mindretalsvenlige ører på den store politiske scene kan kun være til gavn. Derfor bliver det spændende at følge delstatsvalget i Hessen og Simone Langes vej til Berlin.

kommentar
deling del

Skriv et svar