Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Seje danskere

Den tv-aften i begyndelsen af januar blev vi en del af noget større.
Den tv-aften i begyndelsen af januar blev vi en del af noget større.

Fodbold er verdens skønneste biting.

Sådan siger man oversat fra tysk (»Fussball ist die schönste Nebensache der Welt«) om denne ene idrætsgren over alle de andre, der helt unikt evner at samle folkeslag på tværs alle skel.

Tirsdag aften klokken 22.45 var sådan et magisk øjeblik for 5,7 millioner danskere inklusive mange af os i Sydslesvig.
Hvem der vinder en fodboldkamp ER en uvigtig biting i forhold til så mange andre ting i livet. Og så alligevel ikke. For psykologer har flere gange påvist, at fodbold betyder noget for den fælles nationale stolthed. Både når Danmark nu kommer med til VM i Rusland efter denne vanvittige og afgørende kamp i Dublin tirsdag aften. Eller når man som land følelsesmæssigt bogstavelig talt synker i grus, som det skete dagen før for Italien, der for første gang i 60 år ikke kommer med.

Dansk Boldspil Union har et fantastisk slogan. Det lyder: DBU – en del af noget større. Fodbold er mere end blot at vinde. Fodbold, men selvfølgelig også mange andre idrætsgrene, har en stor betydning for vores sundhed, for venskaber og socialt samvær og for integration.

Noget af det første, der blev arrangeret, da de senere års flygtningestrøm var på sit højeste, var lokale fodboldkampe mellem flygtninge fra asylcentre og lokale hold. For fodbold kan vi være sammen om på rigtig mange måder.

Det, der især gør os danskere stolte efter denne magiske tirsdag aften, er fortællingen om den rejse, som det danske herrelandshold i fodbold har været på i de senere år.

I 2017 kunne vi fejre 25-året for EM-triumfen i 1992. Også i stolthed, men også lidt melankolsk. Al den stund, at det er ved at være længe siden, at det danske herrelandshold har skabt noget stort, som har øget vores lyst til sammenhold af dén grund.

Mange vil også kunne huske VM i 1998, hvor Danmark først røg ud af VM i kvartfinalen i en brandkamp, som Brasilien vandt. Siden fulgte mange års fodbold-tørke. Og da Danmark ikke engang kunne kvalificere sig til EM i 2016, da deltagerantallet blev øget fra 16 til 24 nationer, var skuffelsen enorm. 
Og det skulle blive værre: For et år siden, halvvejs inde i gruppespillet om at komme med til VM i Rusland, var Danmark igen i dyb krise.

Chancerne for at komme med var elendige efter flere nederlag. Men så i starten af januar skete der noget væsentligt: På direkte tv midt under DRs store årlige sports-show fra Herning, hvor sidste års idrætshelte hyldes, blev landsholdets anfører og målmand Kasper Schmeichel kåret til årets fodboldspiller.

Han nøjedes ikke med at sige tak, men kom med en indtrængende appel om folkets opbakning. Citat:
»Der er ingen, der vinder alene. Som de siger: en del af noget større. Det er sgu lidt corny, må jeg sige, men… jeg er romantiker, og jeg mærker det. At spille i Parken for et fyldt stadion… Rødt og hvidt… Synge nationalmelodien sammen med jer alle sammen… Det er noget, der giver mig kuldegysninger hver evig eneste gang,«sagde Kasper Schmeichel blandt andet.

Og udløste netop det blandt de mange tilhørere: kuldegysninger.

Talen var ikke indstuderet og ordene var hans egne.

Nogen synes, den slags er plat. Men om det er en politiker eller en fodboldspiller, der taler, så vi bliver rørte, er vel underordnet.

Det afgørende er, at ordene er oprigtige og skaber en større dimension, en fælles følelse.

Den tv-aften i begyndelsen af januar blev vi en del af noget større. Og da så sejrene begyndte at komme på stribe, sådan at Danmark lige akkurat nåede op på andenpladsen, var de stolte følelser til fulde gengældt igen. Danmark fik sin afgørende knald-eller-fald kamp.

Ved siden af OL er fodbold-VM verdens største sportsbegivenhed.

Og vi er med.

kommentar
deling del

Skriv et svar