Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Se på Sønderborg

Historisk set har Sønderborgs udvikling bevæget sig i slowmotion sammenlignet med Flensborg og Aabenraa med deres beliggenhed tættere på hovedfærdselsåren, der gav omsætning og vækst.

På mandag åbner Sønderborgs nye vartegn, det 17 etager høje Hotel Alsik. Det sker et årti efter, at den visionære, men afsides beliggende by bad den verdensberømte arkitekt Frank Gehry om at tegne omridset af en fremtidssikret havnefront. Dengang blev der med jysk besindighed rynket på næsen af initiativet, der som så meget andet i købstaden og oplandet bar signaturen Danfoss. Men se. I dag er fronten realiseret på fornemste vis: Ud over Alsik rummer området ved Kong Chr. X´s Bro et nyt kulturhus, hvor det danske og det tyske bibliotek er indgået i en frugtbar symbiose sammen med byens kunstskole. Her er luksuriøse ejerlejligheder i futuristisk tilsnit og store erhvervskomplekser, der alle er indpasset i Gehrys arkitektoniske byggesten. På den anden side af Alssund breder vidensparken og universitetet sig under navnet Alsion. Her kan Syddansk Universitet snart flytte ind i det tiende af de delvist sammenbyggede tårne. Og oppe i centrum ligger det nye indkøbscenter Borgen, der truede med at suge kraften ud af det vidtstrakte strøg, Perlegade. Her har et prisfald i lejerne båret af udbud og efterspørgsel dog igen gjort det til en forbrugeroplevelse at tage turen op af gågaden.

Historisk set har Sønderborgs udvikling bevæget sig i slowmotion sammenlignet med købstæder som Flensborg og Aabenraa med deres beliggenhed tættere på hovedfærdselsåren, der gav omsætning og vækst: Hærvejen/Oksevejen, siden motorvej E45, som Sønderborg og Sønderjylland ved at løfte sig selv op i håret tilsluttede sig i 2012. Her kører der immervæk gennemsnitligt 18.000 biler i døgnet på den mest befærdede strækning, hvilket er godt det halve af, hvad der kører i døgnet på A45 mellem grænsen og afkørslen til Sønderborg.

Den store motor i Sønderborgs udvikling er Danfoss. Som der står på et skilt ved Hotel Alsik: »Bitten og Mads Clausens Fond – til gavn for Danfoss«. Der er helt klart tale om et symbiotisk forhold. Det, der er godt for Danmarks største industrielle virksomhed, er også godt for Sønderborg. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men det er det ikke. Selvfølgelig er der hurdler, som eksempelvis det faktum, at universitetet kun kan mønstre 1100 studerende, selv om målet er 2000. Ikke alle har øje for Als og Sundeveds lyksaligheder såsom masser af skøn natur, kyster og badestrande, meningsfulde job og huspriser i den lave ende. Nu presser Danfoss & Co. på for at få en bro til Fyn og skabe større sammenhæng i regionen. Broen kommer.

kommentar
deling del

Skriv et svar