Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Sagaen om 
Mindretallenes Hus

Så skal Fabritius da til at skynde sig. For Bock er på vej til EU-Parlamentet.
Så skal Fabritius da til at skynde sig. For Bock er på vej til EU-Parlamentet.

Avisernes nytårsquizzer er populære hvert eneste år. Hvem vil ikke gerne kunne forudse, hvad der kommer til at ske. Også på Flensborg Avis hygger vi os før jul med at finde på velegnede spørgsmål. 19 spørgsmål til 2019 med udfordringer til folks sandsiger-evner indenfor politik og sport især. Og så kan vi jo heller ikke holde os fra vores eget mindretals fremtid. Relevante spørgsmål eller drilske spørgsmål – døm selv. En nytårsquiz er for sjov, og derfor må vi nok erkende, at vi også en lille smule påtager os rollen som drillenisse. For ligesom hos flertalssamfundene rundt omkring os, er også vores interne mindretals-liv langt fra perfekt. Der er ting og sager, der kører skævt og kører alt for længe. Og hvis man ikke må spidde tingenes tilstand med et lille glimt i øjet, så bliver det hele altså for kedeligt.

For eksempel spørgsmålet om Mindretallenes Hus. I 2019 er det så cirka ni år siden, den ide blev diskuteret offentligt for første gang. Og sagaen skal altså helt seriøst fortsætte også i det nye år. I regi af FUEN og med fortsat tysk opbakning – også økonomisk.

Om der nu er behov for sådan en selvstændig institution i Flensborg eller ej. Bernd Fabritius, den tyske forbundsregerings mindretalskommitterede i Berlin, vil angiveligt endda drøfte sagen med kulturminister Mette Bock, som vi kunne fortælle om i avisen den 27. december. Så skal Fabritius da til at skynde sig. For Bock er på vej til EU-parlamentet, og ifølge Kristeligt Dagblad er der rygter om, at Bock overvejer at trække sig i god tid inden valget til parlamentet i Strasbourg i maj.

Under alle omstændigheder forventes folketingsvalget at blive afholdt inden påske. Kommer folketingsvalget derfor allerede til marts, kan Mette Bock være væk ganske snart. Derudover forekommer det måske en anelse forunderligt, hvis der fra tysk side skulle komme en officiel forespørgsel til København om dette set med danske øjne kuldsejlede projekt. Nogen burde måske fortælle Bernd Fabritius, at den danske regering allerede én gang har vendt tommelfingeren eftertrykkeligt nedad.

I København har man forlængst spottet, at FUENs sekretariat med blot to medarbejdere kun har ganske få midler og mest af alt er et lille interessenetværk for Europas mindretal. FUEN har med al respekt ikke musklerne til at drive et Mindretallenes Hus. Og SSF er jo som bekendt helt ude af projektet, så der er ingen hjælp at hente her. Og hvis projektet fortsat er så vigtigt, hvorfor kommer det tyske mindretals hovedorganisation BDN så ikke mere aktivt på banen?

kommentar
deling del

Skriv et svar