Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Så skal vi til det igen

Både CSU og SPD skal have nogle ordentlige lunser for at ville begynde forhandlinger.
Både CSU og SPD skal have nogle ordentlige lunser for at ville begynde forhandlinger.

Servicemeddelelse:

Tyskland er nu uden ny regering på fjerde måned. Vælgerne talte i det tidlige efterår, den 24. september. Og fra på søndag gør de så et nyt forsøg. Her tre dage før kan man diskutere, hvor godt det egentligt ser ud for den nye, og sidste, runde regerings-sonderinger.

AfDs indtog med 12,2 procent i ét hug har rusket gevaldigt op i det politiske landskab. Et to måneders forløb med det ellers lovende nye projekt med liberale, konservative og grønne politikere – Jamaica-eksperimentet – kuldsejlede i november, da de selvsikre liberale blev bange for deres egen skygge.

Og nu skal vi så fra på søndag lægge øren til den eneste anden flertals-konstellation, det ret beset langt fra er givet. Det handler ikke så meget om, at CDU/CSU og SPD var kørt trætte i hinandens selskab. Det handler først og fremmest om, at det socialdemokratiske og det konservative tyske grundsyn i bund og grund ikke passer sammen.

SPD har med et meget nølende bagland bag sig allernådigst fået lov til at deltage i den nu forestående – og i øvrigt næsten absurd kortvarige – sonderingsrunde. Allerede efter fem dage – den 12. januar – skal det være slut med at finde ud af, om det giver mening for tredje gang at slå pjalterne sammen.

Når man sammenligner med de mange møder, som Merkels folk holdt med de liberale og de Grønne tilbage i oktober/november, kunne man næsten få den tanke, at det hele er et skuespil, som skal gennemføres, før man også må lade denne regeringskonstellation gå fløjten.

På den anden side er det to modparter, der kender hinanden særdeles godt. Eller skulle man retteligen skrive tre modparter. For med et kriseramt CSU i Bayern, hvor et af de vigtigste landdagsvalg i flere årtier står for døren i 2018, så har retorikken fra München og omegn de seneste dage bidraget til, at forventningerne om succes er kølnet en del.

CSU mistede mange vælgere til AfD ved forbundsdagsvalget i september. Det ønsker man ikke skal ske én gang til. Derfor har de bayerske – i forvejen urkonservative – politikere skærpet retorikken i en grad, at partiets paroler mest af alt minder om noget, man kunne have hørt fra AfD. Ikke i retorisk stupiditet, heldigvis for det, men når man ser på det realpolitiske indhold.

Med CSU som garant for bekymrede borgere, der siger, de er ikke er imod udlændinge, men … CSU vil, med meget stor parallelitet til den samfundsdiskussionen, der også har præget Folketinget i Danmark, sænke ydelser til flygtninge.

Og man vil forlænge den periode, hvor flygtninge på tålt ophold ikke kan kræve familiesammenføring. 
Det er en gigantisk rød klud i hovedet på det menneskesyn, som det tyske socialdemokrati modsat sine danske partikolleger fortsat indædt forfægter. CSU er klart den svagest part i dette trekløver, der allerede sent onsdag aften satte sig uformelt sammen i en for offentligheden lukket kreds.

Men CSU spiller klogt på, at hvis man ikke selv strammer op nu, så bliver AfD blot endnu større ved næste forbundsdagsvalg. Analysen kan, desværre, vise sig at være rigtig. Rigtig mange tyskere har bestemt fået øjnene op for de stramninger, der tales om i Danmark og ikke mindst senest i Østrig.

Forståelsen for, at Tyskland skal være den efterhånden sidste oase, der holder fast i de hidtidige rettigheder for flygtninge, er næppe stigende i den tyske befolkning.

Derfor er der kun to muligheder for næste uges korte og formentlig heftige sonderings-forløb: At både SPD og CSU skal have nogle ordentlige lunser for at ville begynde egentlige regeringsforhandlinger. Eller at det bryder sammen. Og så vil et nyvalg være uundgåeligt.

kommentar
deling del

Skriv et svar