Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Så kom valgkampen til grænselandet

Med forlov: Det er valgflæsk.
Jørgen Møllekær

Så kom valgkampen til grænselandet. Desværre på den kedelige måde.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen var på lynvisit ved grænsekontrollen i Kruså mandag og annoncerede noget, der er blevet tolket som et ønske fra Venstre om en permanent grænsekontrol. At der er mange stemmer i denne grænsekontrol i Danmark, ved vi desværre. Og at vi næppe heller kan slippe af med denne bekostelige vinken igennem af millioner af lovlydige rejsende og grænsependlere foreløbig, har vi også indset. Og nu vil Venstre og statsministeren altså have endnu mere kontrol. Eller hvad?

Venstre vil indføre udrejsekontrol også. For dem, der ikke måtte vide det, er der alene indrejsekontrol i dag. Som vi også har tilladt os at skrive på denne lederplads tidligere, så er det dybt ulogisk kun at kontrollere den ene vej, når man nu engang åbenbart med et stort flertal i Folketinget ønsker at fastholde denne massive kontrol. Det er en objektiv dokumenterbar sandhed, at der kommer folk til Danmark for at begå kriminalitet, blandt andet indbrud og tyveri, som så umiddelbart forlader landet igen helt uhindret. Det har det politiske flertal så accepteret, siden grænsekontrollen blev genindført januar 2016. For nu pludselig i en valgkamp at ville gøre noget ved det.

Med forlov: Det er valgflæsk. Og hvad skete der så kort efter, at statsministeren havde været i Kruså? Konservative og Dansk Folkeparti vil have permanent grænsekontrol her og nu og ikke vente på, at Schengen-reglerne reformeres. For det var faktisk statsministerens pointe nummer to: At man fremover ikke skal tigge og bede om lov til at forlænge grænsekontrollen hvert halve år i EU, men at hvert land selv kan bestemme. Tja. Om forhold af grænseoverskridende betydning kun skal kunne bestemmes af de enkelte lande er dybest set en venden ryggen til ens naboer. Det er der sjældent kommet noget varigt godt ud af.

Til gengæld skal Venstre modsat andre partier roses for, at man først vil gå enegang, hvis landene bliver enige om at reformere Schengen-reglerne på den måde. At et så hæderkronet parti som de Konservative nu åbenbart også vil bryde internationale aftaler, troede vi herfra ellers kun hørte den yderste højrefløj til. Velkommen i klubben da. Løkke Rasmussens tredje pointe om en anden grænsekontrol handlede om for 50 millioner kr. at investere i droner og bevægelsescensorer for at sikre den grønne grænse. Se det er straks mere intelligent. Den, der lister sig over klokken tre om natten, har næppe gode hensigter. Og den slags uønskede indrejsende stopper den nuværende såkaldte grænsekontrol kun brøkdele af.

kommentar
deling del

Skriv et svar