Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Så kan vi komme i gang

Der står ingen steder, at de 200.000 er en »hård« grænse.
Der står ingen steder, at de 200.000 er en »hård« grænse.

Ti timers forhandlinger skulle der til.

Men så kom også det afgørende gennembrud forud for egentlige regeringsforhandlinger i Berlin. CDU og CSU fandt et kompromis i den flerårige strid om, hvor mange flygtninge Tyskland fremover – i hvert fald politisk – kan magte at tage imod. CSU har længe hævdet, at 200.000 var deres absolutte øvre grænse. Det har pånær AfD resten af det politiske spektrum inklusive forbundskansler Angela Merkel (CDU) været lodret imod. Asylretten gælder, indtil noget andet måtte være vedtaget. Ergo giver det ingen mening at tale om en »Obergrenze« for, hvor mange flygtninge Tyskland årligt kan tage imod.

Læs også: CDU og CSU enige om flygtningepolitik

Nu har man så nedfældet et stykke papir, hvor netop tallet 200.000 er opført som målet for, hvor mange der årligt af humanitære årsager kan siges velkommen til i Tyskland. Det vil sige det samlede tal for flygtninge, asylsøgere inklusive familie-sammenførsler samt dem på såkaldt tålt ophold. CSU kalder det en sejr for deres synspunkter. Og stramt fortolket er det også korrekt. For hvis man læser papiret, sådan som de gør i München og omegn, så vil Tyskland fremadrettet maksimalt lukke reelt 50.000 ind, der selv finder vejen hertil og banker på. Hidtil er manden i familien ofte rejst alene forud. Får han asylstatus, har han ret til at få hentet sin familie. Med kone og to-tre børn bliver 50.000 ved grænsen dermed til 200.000 nye asylsøgere.

Men som man siger på tysk: »Papier ist geduldig« – papir er tålmodigt. For nærlæser man kompromisteksten, så står der ingen steder skrevet med mejsel, at de 200.000 er en »hård grænse«. For det første skal de afviste asylsøgere, der rejser hjem, trækkes fra. Kommer der 50.000 økonomiske, men ikke forfulgte flygtninge fra eksempelvis Balkan, sendes disse hjem igen. Det vil altså sige, at man dét år ville kunne tage imod 250.000.

Dernæst står der på side to i forligsteksten, at parterne kan skrue tallet op eller ned. Formuleringen lyder: »Skulle det mod forventning på grund af internationale eller nationale begivenheder ikke være muligt, at overholdet målet (om de 200.000), kan regeringen og Forbundsdagen vedtage tilpasninger i op- eller nedadgående retning.«

Læs også: Uenighed om øvre flygtningegrænse mellem CDU og CSU

Sagt på nudansk: for at få fred har CSUs Horst Seehofer, der gerne vil genvælges af sin partikongres, fået lov til at komme igennem med sit tal.Men alle ved, at det i virkelighedens verden nok går anderledes alligevel. Hvordan man end vælger at tolke den løsning på striden, så er den i hvert fald nu forudsætning for, at forbundskansler Angela Merkel mandag formelt kunne indkalde de Grønne og FDP til de første koalitionsforhandlinger. Vi skal lige forbi valget i Niedersachsen på søndag også, men fra onsdag i næste uge går det løs. Og fra fredag endda i fællesmøder, hvor de Grønne og FDP kommer samtidig. Med andre ord: Knap fire uger skulle der gå fra forbundsvalget til, at den eneste reelt mulige regeringskoalitions partnere nu endelig sætter sig sammen. Om man skal kalde det tysk grundighed eller blot langsommelighed overlades til læserne. Som Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU) i en kortfattet kommentar meldte ud mandag eftermiddag: »Det var på tide, at der blev enighed mellem CDU og CSU om migrationspolitikken, så vi kan koncentrere os om vigtigere spørgsmål om fremtiden.« Mens De Grønne i Berlin allerede øver sig i politisk spagat. Partiets formand Simone Peter vil ikke deltage i noget, hvor mennesker mister rettigheder. Mens de grønnes ministerpræsident i Stuttgart, Winfried Kretschmann, talte om grønt lys for at gå i gang med Jamaicaforhandlingerne. Igang kommer de nu. Så meget ved vi.

kommentar
deling del

Skriv et svar