Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Ret og pligt og burka

Brugen af en burka er uforenelig med den måde, vi insisterer at ville være sammen på.
Jørgen Møllekær

Danmark får et burkaforbud.

Og det er godt. For at ville reducere diskussionen til at handle om det enkelte menneskes frihed til selv at gå klædt som man vil, er ikke dækkende. Ej heller handler det her om, at nogens religion skal knægtes. Selv om modstanderne kan hævde, at det netop er konsekvensen.


Er man gennemsyret af vestlig kultur, kan langt de fleste af os blive enige om, at det at føle behov for at tilsløre sit ansigt med en burka eller en niqab, virker ekstremt frastødende. Ligesom det er underligt for de fleste, hvis man ikke må give en kvinde hånden, når man vil sige ordentlig og høfligt god dag. 


Grundloven har cementeret religionsfriheden både i Danmark og i de lande, vi sammenligner os med. Ligesom den enkeltes frihedsrettigheder er ekstremt vigtige at værne om. Som lovgivere og dermed som samfund bør vi derfor aldrig lovgive mod en bestemt befolkningsgruppe. Derfor bliver der heller ikke tale om et burkaforbud, men et maskeringsforbud i det offentlige rum.


Alligevel ved alle, hvad vi taler om. I Danmark ønsker vi med lov-
indgrebet at stoppe de i øvrigt få kvinder, der går helt tilsløret i det offentlige rum. Ikke for at ramme dem, men for at hjælpe dem.


For i en utrolig svær balance mellem kulturel mangfoldighed og åbenhed overfor nytilkomnes måder at ville være på, gælder det om bedre at afveje ret og pligt. Vi kan som samfund ikke være smagsdommere. Over for det står den helt igennem legitime diskussion, at mennesker, der tilvælger Danmark som deres nye hjem, også bør vise en høj grad af imødekommenhed overfor de normer, der nu engang eksisterer i ens nye land.


Hvornår man så bør være åben og overbærende, og hvornår en grænse er nået, er det ulidelige dilemma. Derfor skal Folketingets partier også eksplicit roses for, at denne burka-diskussion har taget så lang tid. Der er ikke tale om hovsa-politik, men om en bevægelse, som Dansk Folkeparti har startet, og som et stort flertal i Folketinget nu kan bakke op om. Tilmed vil maskerings-forbuddet utvivlsomt også blive hilst velkommen af et stort flertal i befolkningen. Også det er vigtigt.


For ligegyldigt, hvad man i øvrigt måtte mene, så er kønnenes ligeværd en fuldstændig ubrydelig norm i Danmark. 
Det er muligt, at der i forskellige gamle religiøse skrifter kan argumenteres for, hvorfor kvinder, men ikke mænd skal tilsløres i det offentlige rum. Men da det kun er kvinder, der af deres religion påbydes at dække deres ansigt til, så er brugen af en burka eller en niqab uforeneligt med den måde, vi insisterer at ville være sammen på i Danmark.


Den kommende burkalov handler derfor ikke om et indgreb i ganske få personers brug af tilsløring. Denne diskussion handler om ret og pligt. Og med forbuddet nu at ville sætte mere handling bag den del af enhver ny borgers integration, der handler om pligt.


Men dermed er udfordringen ikke slut. For hvem skal definere, hvad den oprindelige flertalsbefolkning i øvrigt kan leve med i forhold til de kulturelle og religiøse ønsker hos nytilkomne? Også i Danmark har man i årevis eksempelvis diskuteret badeforhæng i svømmehaller eller svinekød i daginstitutioner. Grænsen for, hvornår den enkeltes ret går over samfundets forventning, er svær.

Hovedlinjen må være, at i de situationer, hvor et hensyn ikke generer andre henholdsvis forhindrer den pågældendes mulighed for at overordnet at integrere sig, da holder vi som samfund igen. Mens individuelle hensyn, der rokker ved grundpiller i samfundskulturen, klart og konsekvent må afvises.

kommentar 2 kommentarer
deling del

2 kommentarer

Skriv et svar