Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Reklame er propaganda

Målgruppen er ikke sydslesvigere. Det er sekundært, hvad sydslesvigere mener om videoen og dens niveau.
Niels Ole Krogh

Det er tilsyneladende ikke alle, der har helt styr på, hvad der er præmissen for en reklame. Til erindring: Reklamer tjener udelukkende det formål at skabe opmærksomhed om et produkt – indlysende nok for at få flere til at erhverve sig varen. Det er fuldkommen underordnet, hvilke midler reklamen betjener sig af – forudsat at den bevæger sig indenfor lovens rammer. De kan være platte, hvad de i reglen er, de kan være manipulerende, hvad de i reglen er, de kan have skjulte budskaber, hvilket også forekommer.

Øges salget, har kampagnen opfyldt sit mål. Aktionærerne er glade, og reklamebureauerne kan regne med at få nye ordrer. Da SAS gik i luften med en reklame onsdag, gik først de sociale medier, så public service- og det øvrige mediemarked i Danmark i selvsving. I Sydslesvig havde vi en miniudgave af samme reaktion, nemlig om en video produceret på foranledning af PR-initiativet »Oplev Sydslesvig«. Forløbet i Danmark blev forstærket af, at Dansk Folkepartis Søren Espersen gik i medierne med en kommentar om, at »SAS spytter på alt, der er dansk«. Straks væltede det ind med kommentarer fra alle med god tid i Danmark, og dem er der åbenbart rigtig mange af – og fra folk, der bruger enhver lejlighed til at profilere sig selv.

Rejsekongen Simon Spies sagde: Dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Han delte også vandene med sit udsvævende privatliv, det skabte en hype omkring hans selskab og øgede omsætningen. Hvis ikke man har ideen med en reklame gram i hu, går det galt med analysen, sådan som det gjorde for Søren Espersen. Med mindre at hans dagsorden var en anden, nemlig DFs svigtende tilgang. Måske var hans kommentar i virkeligheden også et reklameindslag.

Sydslesvig har også brug for reklame. Først og fremmest for at fastholde bevidstheden om, at her lever et dansk mindretal, så der i det danske folk er opbakning til fortsat at støtte folkefællerne syd for grænsen. Derfor blev »Oplev Sydslesvig« opfundet. PR-initiativet har entreret med en dansk komiker, der med en række korte videoer medvirker til at skabe opmærksomhed om landsdelen. Videoen forsøger med humor at skabe opmærksomhed om mindretallet og andet, der måtte vække danskere lyst til at besøge Sydslesvig. Målgruppen er altså ikke sydslesvigere. Derfor er det sekundært, hvad sydslesvigere mener om videoen og dens niveau. Videoen skal hente flere danskere til Sydslesvig. Punktum. Og den står ikke alene. Mindretallet fortæller på mangfoldige platforme om landsdelens lyksaligheder og historie.

SAS’ kampagne er givetvis pengene værd. Oplev Sydslesvig følger effekten af sine kampagner tæt. Sammenlignet med SAS har videoen kostet pebernødder. Et gæt herfra er, at pengene er godt givet ud.

kommentar
deling del

Skriv et svar