Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Refleksioner 100 år efter

Det, der var skuffende i 1920, er rent faktisk blevet en succes.

Mandag den 15. juni er en både glædens og smertens dag. Den dag for 100 år siden overdrog preusserne området mellem Kongeåen og Skelbækken tilbage til Danmark. Sønderjylland var genforenet. Men her i Flensborg og Sydslesvig var vi danske dengang dybt frustrerede og meget skuffede. Vi følte os efterladte og oversete.

Adskillige overleverede vidnesbyrd fra efteråret 1919 og foråret og sommeren 1920 bevidner dette faktum. Mest kendt hos os i Sydslesvig er måske den rolle som mindretallets daværende reelle leder, chefredaktør Ernst Christiansen, spillede. Han og andre viste sig at have kæmpet forgæves for det synspunkt, at i det mindste Flensborg og Mellemslesvig burde være kommet med tilbage til Danmark. Kong Christian den 10. var helt enig sammen med nationalkonservative kredse i København. Kongen fyrede endda Zahle-regeringen, fordi Zahle var enig med sin Sønderjyllands-minister H. P Hanssen i Aabenraa om, at det fornuftigste ville være ikke at kræve en genforening syd for Skelbækken. Rationalet om at det var bedre i det mindste at få Sønderjylland tilbage fremfor at risikere at grænsen ved Kongeåen var blevet bekræftet af folkeafstemningen.

For hvad ville der egentlig være sket, hvis ikke man havde opdelt afstemningerne i de tre zoner, Nordslesvig, Mellemslesvig og Sydslesvig, men havde gennemført en folkeafstemning om hele Slesvig på én gang. I Kristeligt Dagblads genforeningstillæg søndag vurderer historiker Rene Rasmussen, at en samlet afstemning havde givet tysk flertal fra Kongeåen til Ejderen. Derfor, som Dronningen også søndag giver udtryk for det i et interview med Jyllands-Posten, kom grænsen på flere måder til »at gå et meget heldigt sted«. Til gengæld mener Rasmussen, at såfremt man havde bestemt at stemme om Nordslesvig/Sønderjylland og og om Flensborg/Mellemslesvig samlet, så ville der formentlig have været et dansk flertal på ca. 55 procent. En interessant tanke. Det er det man med et flot udtryk kalder kontrafaktisk historieskrivning. Hvad nu hvis?

Alligevel skal det også herfra 100 år efter slås fast, at den klogeste beslutning var, at det gik, som det gjorde. Zahle og Hanssen var de »kolde hjerner«. Dronningens farfader tog et historisk forkert standpunkt. Rene Rasmussen maner også den myte til jorden, at de tilrejsende tyskere og danskere udefra, som havde stemmeret i både zone 1 og zone 2-afstemningen, skulle have haft en afgørende indflydelse på valgresultatet. Nok havde der ikke været hele 80 procent tyske stemmer i Flensborg og Mellemslesvig. Men der ville fortsat have været et klart tysk flertal. Det er derfor grænsen ikke bare kom til at gå et meget heldigt sted. Også efter 1945, da de “kolde hjerner” i København holdt fast i afvisningen af at ville genoptage spørgsmålet om grænsen.

Igen efter Anden Verdenskrig som i 1920 var det en sag, der var folkeligt røre omkring. Folketingsvalget i 1947 var meget domineret af Sydslesvig-spørgsmålet. Der var meget forståelige følelser på spil, men igen tabte de nationalkonservative til den mere forsigtige rationelle tilgang. Og i 1955 fik vi som bekendt København-Bonn-erklæringerne og de mange knuder i grænselandet kunne i de kommende årtier én for én løsnes op. Derfor glæder vi os i dag over Sønderjyllands genforening og glæder os over et dansk mindretal i Sydslesvig og et tysk mindretal i Sønderjylland. Det, der var skuffende i 1920, er rent faktisk blevet en succes. Grænsen liger HELT fast, vi er allesammen videre og vi vil udvikle os sammen og på tværs af grænsen, så godt vi nu kan.

kommentar
deling del

Skriv et svar