Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Prins Henrik in memoriam

Prins Henrik insisterede på at være sin egen. Et meget stærkt og givende menneske.
Prins Henrik insisterede på at være sin egen. Et meget stærkt og givende menneske.

Danmark, Grønland, Færøerne og Sydslesvig er ramt af sorg.

Prins Henriks død rammer os alle. På hver vores måde. Er der noget, der kendetegner Danmark som kultursamfund, så er det den kendsgerning, at vi har en kongefamilie som et fælles nationalt samlingspunkt.

Også for det lille mindretal af dem, der er erklærede republikanere, gælder det, at kongefamilien på godt og ondt er repræsentanter for os alle sammen.

Dronningens nytårstaler, regentparrets sommertogter, kronprinseparrets sociale engagementer, prins Joachim og prinsesses Maries bånd i Sønderjylland. Kongefamiliens aktive deltagelse i kultur- og erhvervsfremstød i udlandet. Og de mange protektorater. Det tæller alt sammen, og det skaber værdi for os alle sammen. 
Mange misunder os vores kongefamilie. For det er ikke på samme måde samlende, når et lands statsoverhoved skal vælges hvert femte år og derfor løbende skiftes ud.

Nu er et meget prægende medlem af kongefamilien gået bort.

Prins Henrik havde vi allesammen et forhold til. Ikke i den klassiske betydning, for de færreste af os har mødt ham, endsige talt med ham. Han kom ind i vores bevidsthed i 1967, for en menneskealder siden, da han giftede sig med daværende kronprinsesse Margrethe.

Javel, prins Henrik var fransk, så det baskede. Kronprins Frederik har holdt en berømmet tale, hvor han gjorde tydeligt opmærksom på, at faderens strenge opdragelse af Frederik og Joachim tydeligt var præget af hans franske opvækst.

Det havde mange i Danmark svært at forstå.

Ligesom mange gjorde grin med, at prins Henrik tilmed var ud af en generation, hvor det at en mand ikke spillede førsteviolin, gav problemer. Selvfølgelig skulle prinsen gå to skridt efter vores regent, dronning Margrethe.

Men diskussionen om prinsens titel viste, hvilket stof prins Henrik var gjort af.

Han havde jo ret i, at man i andre lande ville have kaldt ham konge. Prins Henrik erklærede sig i 2005 selv til prinsgemal for på den måde at signalere, at han var højere rangerende end de efterhånden mange unge prinser i kongefamilien. En titel han selv gav afkald på igen i 2016, da han gik på pension.

Prins Henrik insisterede på at være sin egen. Og dermed var han et meget stærkt og givende menneske. For han var så meget mere end blot end, der til tider delte vandene. Utallige gange har han på rejser sammen med Dronningen åbnet døre for dansk erhvervsliv rundt omkring i hele verden. Dronningen tog sig typisk af det kulturelle. Prins Henrik besøgte i stedet virksomheder. Folk, der har mødt ham, fremhæver hans vid og belevenhed. Prins Henrik talte fransk, dansk, engelsk, kinesisk og vietnamesisk. Med andre ord havde han et udsyn, der var større end de flestes. Og brugte det med sin karakteristiske varme lune til gavn for Danmark.

At have indsigt i flere kulturer er en styrke. Også selvom det uvægerligt giver mindre kultursammenstød hen ad vejen.

Prins Henrik var sin egen til det allersidste. Han kommer ikke til at ligge ved siden af dronning Margrethe i Roskilde Domkirke. Alligevel sender han os alle sammen en smuk allersidste hilsen om, hvor højt han elskede Danmark. Prins Henrik har ikke ønsket en statsbegravelse, men at blive kremeret, hvilket aldrig før er sket i kongefamilien.

Halvdelen af lystsejlerens aske skal spredes over danske farvande.

Den anden halvdel skal sættes i en urne i haven ved Fredensborg Slot. Det sted, hvor bryllupsfesten blev holdt i 1967. Dér, hvor hans danske eventyr startede, skal det også slutte.Prins Henrik fik sin sidste vilje og bliver i Danmark. Helt og holdent. Tak for det store bidrag i over 50 år.

Æret været prins Henriks minde.

kommentar
deling del

Skriv et svar