Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Politiske bijob bør forbydes

Politikere skal alene være drevet af lysten til at drive samfundet.

Kan man være politiker i Forbundsdagen samtidig med, at man misbruger sit politiske embede til personlig vinding? Svaret giver sig selv. Men Philipp Amthor, CDU-politiker og valgt i Mecklenburg-Vorpommern, skulle i den forløbne uge lige først have lidt hjælp.

Den unge jurist, blot 27 år gammel er han, har ved siden af sit fuldtidsjob som forbundsmedlem siden 2017 også arbejdet for at fremme et amerikansk firmas ønske om at komme ind i varmen hos forbundsregeringen. Firmaet Augustus Intelligence arbejder med kunstig intelligens og ansigtsgenkendelse. Den unge fremadstormende Amthor har formidlet flere møder mellem firmaet og højtstående repræsentanter for forbundsregeringen. Det er Der Spiegel, der har afsløret Amthors tvivlsomme forståelse af, hvad et parlamentsmedlem skal bruge sin tid på.

For det viser sig, at Amthor både indtrådte i bestyrelsen for Augustus og råder over aktieoptioner. Amthor selv har ellers hævdet, at han ikke fik løn af firmaet. Men efter afsløringerne i Der Spiegel kan den unge mand godt se, at det var en fejl, og han har nu nedlagt sine poster i det amerikanske firma.

Sagen er interessant på flere måder. For det første er Amthor ikke en »nobody«, men faktisk allerede godt på vej frem i CDU-hierakiet. Han er med i ledelsen af Junge Union og stiller aktuelt op som ny formand for CDU i delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Han er også en af de yngste politikere nogensinde, der i første forsøg vandt et direkte mandat ved valget i 2017. Så han kan noget. Hans juristeksamen blev bestået med udmærkelse, og uddannelsen blev i øvrigt økonomisk støttet af Konrad Adenauer Stiftung. Om der er en lige linje herfra til hans meget konservative holdninger skal ikke kunne siges. Amthor, der i 2019 konverterede til katolicismen og er aktiv i kirkelige kredse, er imod abort og imod ægteskab mellem mennesker af samme køn.

En ung mand med så markant et cv lader sig næppe stoppe af kritikken af ham. Derfor bør resten af Forbundsdagens medlemmer genoverveje, om parlamentets lobbyismeregler er gode nok. At politikere forsøges påvirket uafladeligt af lobbyister for at gøre noget bestemt, er en gammel sandhed. Men når politikere, samtidig med deres politiske hverv, selv begynder at agere som rent kommercielt interesserede lobbyister, hører alting op.

Politikere skal alene være drevet af lysten til at drive samfundet. Et eksempel som Amthor gør, at vi mister tilliden til politkere helt generelt, når den slags handlinger åbenbart kan ske inden for de regler, der gælder for Forbundsdagens medlemmer.

kommentar
deling del

Skriv et svar