Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Pas på den der salamikniv

Kilen i det danske arbejdsmarked kommer ikke kun udefra – fra fattige østeuropæiske arbejdsnomader.
Niels Ole Krogh

Lige så stille, salamiskive for salamiskive, bliver den højt roste danske arbejdsmarkedsmodel udhulet. Det helt særlige og gennem mange årtier succesfulde ved modellen er, at arbejdsgivernes og arbejdstagernes organisationer sidder ved det samme bord, til de har indgået en aftale. Det er en magtkamp i nogenlunde øjenhøjde, og er parterne ikke tilfredse med resultatet, så trækkes strejkevåbenet, eller der lockoutes, og så finder parterne for det meste alligevel sammen.

Men i de her år er modellen under stadigt større pres. EU sikrer arbejdskraftens fri bevægelighed, og en kæde er ikke stærkere end det svageste led. Arbejdsgivere, der ikke er medlemmer af arbejdsgiverforeningen, udnytter den manglende mindsteløn og indgår aftaler med den enkelte arbejdstager, der tilbydes bedre forhold, end i hjemlandet. Men det undergraver de forhold, de danske arbejdere hidtil har været sikret, og som er tilpasset dansk levestandard. Stoppes udviklingen ikke, risikerer danske arbejdere tyske forhold, og det skal de ikke ønske sig. For i Tyskland er langt færre medlem af en fagforening, og ikke kun ufaglærte spises ofte af med en løn, som de ikke kan ernære sig selv og familien for. Der skal ofte flere job til, og arbejdsgiverne »glemmer« at betale for overarbejde og skæve arbejdstider.

Kilen i det danske arbejdsmarked kommer ikke kun udefra – fra fattige østeuropæiske arbejdsnomader. Den kommer også indefra. For det er efterhånden et århundrede siden, at arbejderne gik på barrikaderne og gennem strejker og støttet af datidens stærke socialdemokrater skabte den danske model. Det har dagens arbejder glemt. I 2019 har vi set en række konfrontatoriske konflikter på arbejdsmarkedet. Københavnske stilladsarbejdere rev et stillads ned bygget af uorganiseret arbejdskraft, der arbejder til en langt lavere løn. Der har været DSB-konflikter, der stoppede togtrafikken, og i Københavns Lufthavn ville timelønnede tvinge en nyansat ind i deres fagforening. Det foregik ved trusler, der hemmeligt blev optaget og siden lækket. Den slags metoder er selvfølgelig helt ude i hampen, men det er et medlemskab af en fagforening slet ikke. Fællesskab gør stærk. Når individet i vores forbrugsorienterede tid tror, at han selv kan forhandle sig til en god løn, kan det godt være, at han har ret. Men ikke i det lange løb. Her står arbejderne sig bedst ved at stå sammen, ellers kommer salamikniven frem, og velerhvervede rettigheder forsvinder bid for bid. Arbejdsgiverne taber også, for de høster uro og utilfredse medarbejdere, der bagefter ikke vil være parate til at yde nær så meget, som de gør under den ellers så langtidsholdbare og solidariske danske model.

kommentar
deling del

Skriv et svar