Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: På evigt genhør, Kim Larsen

Larsen har forplantet mange budskaber i os. Og det kom ikke von ungefähr.
Larsen har forplantet mange budskaber i os. Og det kom ikke von ungefähr.

Den seneste uge har været anderledes end de fleste. Danmark har været i en regulær landesorg siden meddelelsen om Kim Larsens død forrige søndag. Den store finale blev sat i aftens præcis en uge senere på Rådhuspladsen i København med en afskedskoncert, der blev vist på direkte tv. Og i Aarhus, Aalborg og Odense stimlede mange tusinder sammen for at følge det sidste farvel foran storskærme, der transmitterede det store kollektive farvel fra Rådhuspladsen.

Selve Kim Larsens begravelse eller bisættelse foregår dybt privat uden for offentlighedens søgelys. Men med den uge, der er gået i bakspejlet har »Danmarks nationalskjald«, som han blev kaldt, ikke bare fået en statsbegravelse. Nej meget finere: Gavflaben fra København har fået en folkebegravelse af historiske dimensioner.

Det er sådan, at det fleste af os kan huske skelsættende begivenheder i vore liv. Herunder når mennesker, der har betydet noget for et helt land, går bort. Kim Melius Flyvholm Larsens død er en af dem, vi vil kunne huske. Noget af det mest fascinerende ved de sidste syv dages landesorg i Danmark har været at genopdage dybden i Kim Larsen. Ja, udadtil virkede han som lidt af en gavflab. Og med sit klart venstreorienterede livssyn har han også givet grobund for debat. Men Lune Larsen evnede på trods af sin kamp eksempelvis for BZerne tilbage i København i 80erne at samle hele befolkningen.

Han var aldrig partipolitisk, når han blev indigneret på samfundets vegne. Og derfor gad vi også lytte til den del af Kim Larsen, når han for eksempel udtalte, »hvad skal vi egentlig med regeringer, der ikke kæmper for de svage. For de stærke skal jo nok klare sig alligevel.«

Rigtig mange af hans sange var også samfundspolitiske. Vi skråler med på Jutlandia: »Det var i 1949 eller cirka deromkring, at der var krig i Korea«. En munter melodi velegnet til fællessang.

Syng-med-melodierne kombineret med en tekst, der er let at huske, gør at Larsen har plantet mange budskaber i os. Og det kom ikke von ungefähr. Larsen var til det sidste arbejdsom som få. Og belæst og dannet langt over gennemsnittet. Hvor mange danskere har læst Thomas Mann? Larsen gjorde, bl.a. den verdensberømte »Doctor Faustus«.

Om lidt bliver her overhovedet ikke stille. Larsens mange sange vil holde i generationer frem.

kommentar
deling del

Skriv et svar