Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: A. P. Møllers samfundsbærende rolle

Det er befriende at notere sig, at der er nogen, der nu for alvor tør slå næven i bordet.
Det er befriende at notere sig, at der er nogen, der nu for alvor tør slå næven i bordet.

Han må smile veltilfreds i sin grav. Mærsk McKinney Møller, søn af rederigigantens grundlægger A. P. Møller, gentog igen og igen den ledetråd gennem sit liv, som enhver dansker med en anelse samfundsviden kender: Rettidig omhu.

Den nuværende ledelse i A. P. Møller, datteren Ane M.M. Uggla som bestyrelsesformand og barnebarnet Robert Mærsk Uggla som adm. direktør for A. P. Møller Holding, udviste tirsdag ikke blot rettidig omhu, da de fjernede det meste af bestyrelsen i den skandaleramte Danske Bank. De levede også op til APMs firmaslogan: »We move more than cargo«.

Mærsk-koncernen flytter så sandelig meget mere end fragt mellem verdensdele. Der findes ikke ret mange andre eksempler på virksomheder i Danmark, der på den måde »blander« sig i samfundsdebatten. Både når den er gavmild, og når den intervenerer. For det er reelt det, man gør, når man som storaktionær i Danske Bank med 21 procent af aktierne ikke længere vil se på, hvordan en af Danmarks førende banker fodslæbende forsøger at gøre op med ikke kun en danmarkshistorisk skandale. Nej, omfanget af den hvidvaskning af dels sorte og dels kriminelle penge fra primært Rusland i Danske Banks regi er så stort, så den på verdensplan er mindst i top tre, hvis ikke den værste skandale af sin art nogensinde.

Og når topledelsen og bestyrelsen selv har svært ved at gøre det, må andre træde til. Rederigiganten gennemtvinger af egen drift en ekstraordinær generalforsamling i Danske Bank med det ene formål at få afsat formand og næstformand. To andre bestyrelsesmedlemmer får lov til at blive, men kun til forårets ordinære generalforsamling. Det er enhver stor­aktionærs ret og mulighed at gøre noget sådant. Men når det som her drejer sig om to af Danmarks mest betydningsfulde virksomheder, så er det ganske usædvanligt.

Ane M.M. Uggla citeres i en medfølgende pressemeddelelse blandt andet for følgende: »Det er … af afgørende betydning…, at Danske Banks bestyrelse og ledelse tilsikrer en kultur, der er i overensstemmelse med forventningerne fra myndigheder, samfundet, kunder og aktionærer«. En stor bank som Danske Bank må selvfølgelig ikke opføre sig så grisk. Det, der er foregået, ER decideret samfundsskadeligt i et omfang, hvor et undskyld ikke er nok. Det er ikke sådan, man opfører sig som seriøs virksomhed i Danmark. Det er befriende at notere sig, at der er nogen, der nu for alvor tør slå næven i bordet, som A. P. Møller Koncernen har valgt at gøre.

kommentar
deling del

Skriv et svar