Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Overskyet vejr på Jamaica

Onsdag formiddag præsenterede det nye magtens trekløver i Kiel grundtrækkene i den ifølge dem selv banebrydende og nyskabende regeringskoalition.

Det lovede detaljerede regeringsgrundlag nedfældet på over 100 sider blev udskudt. Så vi må vente yderligere indtil på fredag, før vi bliver klogere på, hvordan CDU, FDP og De Grønne har tænkt sig at videreføre mindretalspolitikken, forholdet til Danmark og kulturpolitikken ikke mindst.

Til en start kan man konstatere, at det endnu af Anke Spoorendonk SSW-ledede justits-, europa- og kulturministerium splittes ad. Kulturen flytter over til undervisningsministeriet og får der – kunne man godt frygte – et sekundært fokus de kommende fem år.

Læs også: Mindretals – og kulturpolitik er vigtige for ny regering


De kulturpolitiske ambitioner blev der ikke brugt ord på, da den kommende ministerpræsident Daniel Günther fra CDU sammen med finansminister Monika Heinold fra De Grønne og den formentlig kommende socialminister Heiner Garg præsenterede hovedlinjerne for de kommende fem år.
 Og her blev der lovet ekstra-investeringer for godt 500 millioner euro (3,8 milliarder kr.), som tages fra stigende budget-overskud grundet højkonjunkturen.

Hvori det banebrydende nye skulle bestå i i forhold til denne hidtil usete regeringskonstellation er svært at få øje på.
Jørgen Møllekær

Det lyder flottere end det er, for beløbet gælder hele den femårige regeringsperiode. Det vil sige 100 millioner euro yderligere årligt, der skal bruges på bedre veje og mere bredbånd, og så falder der lidt ekstra af til sygehuse, universiteter og andet. Den kommende ministerpræsident Daniel Günther (CDU) gjorde en særlig dyd ud af, at den nye delstats-regering også vil investere mere i sportshaller. Beløbet udgør hele 7,5 millioner euro. Det forslår som en skrædder i helvede, når man tænker på, hvor mange idrætsanlæg der er nedslidte og hel utidssvarende i en delstat med 2,8 millioner indbyggere.

I det hele taget er det ikke forkert, når SSWs gruppeformand Lars Harms, nøgternt konstaterer, at den nye regering blot lægger sig i slipstrømmen af de projekter, som den tidligere regering allerede havde sat i søen. Enhver kan jo indse nødvendigheden af at sikre nogenlunde fornuftige veje og skolebygninger samt sygehuse. Hvori det banebrydende nye skulle bestå i i forhold til denne hidtil usete regeringskonstellation er svært at få øje på.

Læs også: Jamaica vil investere en halv milliard Euro


FDPs Heiner Garg prøvede at sælge det  nye regeringsgrundlag som reel nyskabelse. Og ikke et kompromis på laveste fællesnævner. Tja. Hvad vindmøllers nabogener angår, endte man lige præcis midt imellem CDUs valgkrav og de eksisterende regler med hensyn til afstandskrav. Det blev så solgt som en helt ny vej, hvor økonomi og økologi skulle gå hånd i hånd. Vi andre kalder det et klassisk politisk kompromis, hvor alle klipper en hæl eller en tå for at kunne gå til bal sammen.

Spændende bliver det at se, hvordan de reelle forskelle løses, når dagligdagen rammer efter den arrangerede bryllupsrejse til Jamaica.
Jørgen Møllekær

På ét punkt sker der formentlig en grundlæggende forandring. CDUs krav om, at alle skal gå 13 år i skole for at få en studentereksamen i stedet for 12, skal nu til afstemning på samtlige gymnasier.

Og kun hvis der bliver et tre fjerdedels ja for at bevare det år kortere forløb, i folkemunde døbt »Turbo-Abitur«, kan gymnasier få lov til at fortsætte som hidtil. Med andre ord ikke noget, hvor man virkelig kan tale om, at Slesvig-Holsten lige om lidt slår ind på en helt ny kurs. Også CDUs bastante krav om hjemsendelse af afviste flygtninge er løbet ud i sandet. Tværtimod fastholdes en human linje på flygtningeområdet, man er endda blevet enige om at optage 500 nye flygtninge. Årligt må man forstå.

De Grønne har sørget for at drosle de mere markante ønsker fra CDU og FDP ned. Spændende bliver det at se, hvordan de reelle forskelle løses, når dagligdagen rammer efter den arrangerede bryllupsrejse til Jamaica.

kommentar
deling del

Skriv et svar