Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Overborgmester med begejstring for det danske

Udadtil lover Kämpfer, at han tager seks år mere i hovedstadens tjeneste. Tiden må vise, om han står ved det løfte.
Niels Ole Krogh

Når man spørger Kiels overborgmester, Ulf Kämpfer, om hans vision for delstatens hovedstad, kan han svare med ét ord: Aarhus. Socialdemokraten er i den grad begejstret for Kiels nyeste venskabsby. Kämpfer er i valgkamp og har tre modkandidater i første valgrunde den 27. oktober, men som siddende overborgmester med støtte fra fire partier og godt fem år bag sig, hvor han har vist, at han mestrer det politiske håndværk, er chancen for genvalg mere end god.

Når han er så begejstret for Aarhus, skyldes det, at den jyske hovedstad har gennemgået en imponerende udvikling inden for kultur, trafik og erhverv de seneste få år. Han peger blandt andet på kulturhuset Dokk1, og han peger på den nye letbane. Kämpfer, der ikke selv ejer en bil, men en cykel, mener, at Aarhus har meget at byde på i en sammenhæng, der tager højde for de kommende klimaforandringer. Han peger også på, at der er skabt 12.000 nye job, at der er 3000 nye lejligheder på vej, og at der er givet byggetilladelse til 4500 boliger i hans første godt fem år på posten.

På negativlisten står blandt andet, at borgerne ofte står i kø på rådhuset. Her lover kandidaten bod og bedring, ligesom han også vil imødekomme kritikken af forurening og trafikpropper i centrum ved at gøre bymidten bilfri. Det er dog et langsigtet projekt. Mobiliteten for borgerne skal være der, men får han magt, som han har agt, bliver det i fremtiden ikke i privatbiler.

Med klimaforandringerne og de grønne synspunkters fremgang in mente er det langt fra utænkeligt, at Ulf Kämpfer kan smykke sig med borgmesterkæden allerede i første valgrunde. Han er gift med et grønt medlem af byrådet, hans profil ligner til forveksling De Grønnes, og han var tidligere kabinetssekretær i den grønne miljøminister Robert Habecks ministerium i Kiel. Med andre ord: Tiden er i den grad med folk af Kämpfers støbning og profil. Læg dertil, at han får fuld opbakning fra SSW i byen, der trods sin lidenhed dog er en stemme, der lyttes til i Kiel.

SSW i byen er lige så tilfreds med ham, som mindretallet generelt og SSW i landdagen er tilfreds med ministerpræsident Daniel Günthers (CDU) mindretalssyn. Så der er medvind for de danske og for mindretalssynspunkterne i Slesvig-Holsten for tiden. Så kan kielerne kun håbe på, at de får lov at beholde den siddende og kommende borgmester. Et SPD i opbrud søger hele tiden efter de største talenter og forsøger at lokke dem over i landdag eller forbundsdag. Udadtil lover Kämpfer, at han tager seks år mere i hovedstadens tjeneste. Tiden må vise, om han står ved det løfte.

kommentar
deling del

Skriv et svar