Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Også en slags »win-win«

CDU er med nu kun 26 procent nede på den dårligste måling nogensinde.
Jørgen Møllekær

Udtrykket, selvom det er engelsk, er meget udbredt både på dansk og tysk. »Eine Win-Win-Situation« er, når begge parter i en sag får noget godt ud af en given situation. Og hvor beslutningen om at gøre det ene eller det andet derfor er lige til.

Det er ikke så ligetil at forudse for tiden, hvad der kommer til at ske i tysk politik med den magtkamp, der igen er i gang i CDU. Men set herfra vil det være en særdeles positiv »win-win« for det tyske samfund, såfremt meningsmålingerne taler sandt. Den første »win« opstår, hvis den ærkekonservative Friedrich Merz om nogle uger rent faktisk går hen og bliver CDUs næste formand.

Det viser meningsmålingerne lige nu. Merz fører med 40 procent ifølge en måling foran sine mere pragmatiske og midtsøgende modstandere Armin Laschet (32 procent) og Norbert Röttgen (13 procent). Nu bør man altid tage den slags med et vist forbehold.

Der er næppe nogen tvivl om, at der er mange stemmer i ikke at fortsætte med et »weiter so«. 15 år med Merkels konsensus-politik kombineret med, at AfD er opstået, har skabt nyt momentum for den del af CDU, der ønsker sig den ægte konservatisme tilbage. Derfor kan afgørelsen for Merz eller for Laschet ende med at blive ret tæt, hvilket den jo allerede var, da »AKK« slog Merz for kun godt et år siden. Og vinder Merz, ville det være guf for de rød-grønne partier. Og set herfra kan den samfundsmæssige win-win dermed rent faktisk opstå.

Faktisk viser alle målinger fra den senere tid samstemmende, at »rot-rot-grün« er mulehår fra selv at vinde flertallet. I den nyeste »ZDF Politbarometer«, er CDU med nu kun 26 procent nede på den dårligste måling nogensinde. SPD er gået fra 14 til nu immervæk 16 og De Grønne er på 23 og Die Linke på 8. Hvis Merz kommer til og rykker CDU mod højre, er det ikke usandsynligt, at SPD kan gå hen og få fornyet plads inde på midten af tysk politik. Især hvis de kommer op med et nyt og egnet ansigt som kanslerkandidat. Mange er begyndt at tale om Lars Klingbeil, partiets generalsekretær, der er meget synlig i samfundsdebatten. Hvis Merz vinder vil der desuden ske det, at CDU fortsat vil fremstå splittet. Planen er jo, at Merkel bliver siddende knap halvandet år mere, frem til forbundsdagsvalget i sensommeren 2021. Og alle ved, at Merz og Merkel ikke kan lide hinanden og er politisk ret uenige på afgørende punkter. Merz som ny formand vil hjælpe til med yderligere at slide på CDUs egen tro på, at kanslerposten sådan nærmest per automatik fortsat skal varetages af en borgerlig politiker.

kommentar
deling del

Skriv et svar