Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Østergaards livtag med Frederiksen

Det kan blive svært at tælle til 90 for Mette Frederiksen, der kan tvinges i armene på Dansk Folkeparti. Og netop det vil Radikale Venstre undgå.

Den danske valgkamp er i fuld gang. Partierne er gået i krig med hinanden i en over- og underbudspolitik, der skal sikre det maksimale antal mandater. Som bekendt er sandheden det første offer i enhver krig. Den, der ikke erkender det som et vilkår og tager bestik af det, bliver taget ved næsen. Der er tale om en god gang wrestling, som til tider er ganske underholdende, til andre tider så utroværdig, at politikerleden indfinder sig.

Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, har et godt tag i statsministeraspiranten Mette Frederiksen (S) og holder hende fast i noget, der kunne ligne en benlås. Hvis I ikke gør op med centrale dele af det såkaldte paradigmeskifte – et DF-initiativ, der gør en stram udlændingepolitik endnu mere umenneskelig – så kan I godt glemme os som støtteparti, siger den politisk modnede Østergaard. Partiet har ikke haft nævneværdig indflydelse under Lars Løkke-regeringens fire år ved magten, og hvis ikke der tegnes en skarp profil nu, vil den beskedne fremgang, der ses i meningsmålingerne for Radikale Venstre, ikke kunne høstes.

Hvilke af elementerne i wrestling – underholdning eller sport – er der så tale om? Er der en vis troværdighed i partiets ultimative krav om et kursskifte, såfremt socialdemokraten Mette Frederiksen som potentiel statsminister skal kunne regne med Radikale Venstre? Kigges der på Radikale Venstres udlændingepolitik gennem det seneste årti, så er svaret ja. Partiet har ganske vist givet sig på et så centralt område som 24-års-reglen, men har ikke deltaget i hverken kagefejring eller kapløb om flest mulige stramninger af de vilkår, nyankomne udlændinge mødes med i dronningeriget. Troværdigheden underbygges også af, at Radikale Venstre her satser så højt og synligt, at det også vil huskes efter valget, når realpolitikken skal føres.

Socialdemokraterne ligner nok en vinder i meningsmålingerne som det største parti, men ude på den røde støttefløj har både Enhedslisten og Alternativet egne statsministerkandidater. Det kan derfor blive svært at tælle til 90 for Mette Frederiksen, der så kan tvinges i armene på Dansk Folkeparti. Og netop det vil de radikale, der hader DF af et godt hjerte, undgå ved nu lysende klart at markere sig i udlændingepolitikken. I politik hedder det: »Del jer efter anskuelser«. I den grød, der udgør det politiske billede i dagens Danmark, er det i udlændingepolitikken ikke til at få øje på ret mange nuancer. Derfor er det partitaktiske livtag, Østergaard tager med Frederiksen, slet ikke ueffent. Valget vil vise, hvem der tælles ud efter knockout.

kommentar
deling del

Skriv et svar