Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Nødvendige mål

Selv den mindste forening, virksomhed eller skole kan indrette sine aktiviteter, så de medtænker den globale ansvarlighed.

Lige så stille vinder FNs 17 verdensmål indpas mange steder i grænseregionen. Listen over virksomheder, kommuner og skoler, der ønsker at tilpasse deres aktiviteter til global bæredygtighed er stor:

Klixbüll Kommune, Danfoss, Region Syddanmark, Nordfrisland Amt, Løgumkloster Højskole og Kalb Kommunikation er blot nogle eksempler mellem Vadehavet og Østersøen, Ejderen og Kongeåen.

Bæredygtighed er lidt af et buzzword. Det hæftes på alverdens ting – lige som »fair trade« også bliver tyvstjålet til alt andet end det, betegnelsen var tiltænkt. Forkert brug slider på ordet og devaluerer det. Men bæredygtighed er et, hvis det tages for pålydende voldsomt, men nødvendigt ord at bruge i vores tid. For vi er såvel mentalt som fysisk meget langt væk fra en balance, der giver kloden den nødvendige fred til at reproducere de ressourcer, vi mennesker lever af.

Når FNs 17 verdensmål er lykkedes med at blive taget alvorligt mange steder i verden og altså også i vores grænseregion, skyldes det, at de 17 mål er indlysende rigtige. Det er efterhånden gået op for mange af os, at det haster med at sætte handling bag ordene. Og så gør målene det nødvendige: Forbinder de tre grundlæggende elementer: økonomi, miljø og det sociale.

Det gælder for den slags kanon’er, at ord er taknemmelige. Men der er mindst to gode ting ved de 17 verdensmål. Bag hvert enkelt mål ligger der omfattende instruktive beskrivelser. De er dermed gjort håndterbare for realisering.

Den anden store fordel er, at de samtænker de globale udfordringer. De er – som FN i sig selv er – udtryk for, at kun Palle var alene i verden. Vi andre er her sammen, og bevidstheden om, hvordan vores adfærd overalt på kloden er flettet sammen, gør det nødvendigt med en fælles ramme for handling.

At en undseelig grænsekommune som Klixbüll (Klægsbøl) med blot 1500 indbyggere med succes forsøger at opfylde en række af verdensmålene, skyldes ifølge borgmester Werner Schweizer netop, at de er ikke kun er overskrifter, men delt op i 169 delmål.

Selv den mindste forening, virksomhed eller skole kan indrette sine aktiviteter, så de medtænker den globale ansvarlighed. SSW arrangerer til efteråret en konference om de fem år gamle mål. Burde målene ikke være en del af alle mindretallets dagsordener?

kommentar
deling del

Skriv et svar