Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Monumental leg og læring

Jo flere, der inddrages i processen med at definere og forme »værket«, desto mere gennemslagskraft får det.

Tidligere formand for Sydslesvigsk Forening Jon Hardon Hansen ønsker sig et monument til minde om især de mennesker, der har kæmpet i de to verdenskrige, og som »er grundlaget for, at vi kan leve fredeligt i regionen i dag«. Monumentet skal supplere de samlede åndelige erfaringer i sameksistensen mellem grænselandets folk og kulturer, som ventes at få status og synlighed ved at blive optaget på Unescos liste over immateriel kulturarv.

Den stadig meget aktive danske sydslesviger har hidtil klogeligt valgt en rimelig vag beskrivelse af monumentet, der foreløbigt er beskrevet som et sted, folk skal kunne besøge. Museumsleder Lars Erik Bethke, Danevirke Museum, har meldt sig til orde og henviser til, at der ikke er behov for et monument. Historierne fortælles på mindretallets to museer, og hver en skole er et levende monument, siger Lars Erik Bethke.

Men er det ikke et forsøg værd at tale ideen op? Museumslederen har helt ret i, at en skole – eller for den sags skyld en bogbus eller en sportshal –  er levende monumenter over det opnåede. Men de manifesterer ikke den enorme lidelse som vore forfædre – kanonføde som de var for en beskidt sag – har været udsat for.

God museumspædagogik er i 2020, at fortællingerne skal opleves: Træk i de historiske uniformer, få tildelt roller, fat om tidens redskaber og få genfortalt historien ved at være i den. Det centrale er, at bevægelse og indlæring kombineres. Er stedet, hvor det sker, Dybbøl Banke eller Danevirke-voldene samtidig en form for monument, bliver det hele blot mere levende. Det har senest byrådet i Aabenraa forstået. Uden for Sønderjyllands bedst kendte forsamlingshus, Folkehjem i Aabenraa, er der anlagt en park, der får alle sanser i spil i en leg. Det historiske indgår som en naturlig del, og Folkehjem er kulissen.

Golde monumenter af statuer – som for eksempel Istedløven – hører fortiden til og fortæller magtherrernes afstumpede, propangandasnoede historier. I dag lever vi et demokrati, der uafbrudt skal kultiveres og udvikles. Et monument kan ikke stå alene, men må tilbyde udfordrende lege, der giver den tilhørende viden krop og form.

Jo flere, der inddrages i processen med at definere og forme »værket«, desto mere gennemslagskraft får det. Både fordi det at få indflydelse i sig selv motiverer til at forstå, og fordi vi dermed demokratiserer processen og deler ejerskabet.

Det næste skridt kunne derfor være, at de to, der har meldt sig på banen, skitserer en proces, der inviterer alle i grænselandet til at bidrage.

kommentar
deling del

Skriv et svar