Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Moin, adjø, farewell – og kom gerne igen

Den flygtige fornemmelse af at være herre i eget hus. Når nu et flertal vil det sådan, så skal det selvfølgelig forsøges.

Kan positive vibrationer sendt fra kontinentet til De Britiske Øer gøre en forskel? Troen kan flytte bjerge, og vi vælger at tro på, at hvis vi nu alle bruger 60 sekunder på at messe »gennembrud for Brexit, gennembrud for Brexit …..«, så kan det måske flytte de nødvendige fem-ti-femten stemmer, så vi og waliserne, skotterne, nordirerne og englænderne da for pokker endelig kan komme videre.

Det overraskende aftalegennembrud for EU og premierminister Boris Johnson gav i nogle få timer lidt lettelse i det forstoppede tarmsystem ved navn Brexit. Lige indtil koret af modstandere fra Nordirland, Skotland og London lod deres frustrationer få frit løb: »Under de betingelser! Aldrig i livet«, og nedtællingen af stemmer begyndte – flertal adjø.

I det kor blander der sig heldigvis et andet, der opmuntrer til, at det er nu eller aldrig. Den aftale, regeringschef Boris Johnson har fået forhandlet igennem, er et mere rent Brexit end Theresa Mays, forgængeren. Samtidig ser det ud til, at nødden om det irske spørgsmål er knækket.

Ikke mindst set i britisk perspektiv kan vi kun ønske, at det bliver et ja til aftalen. Det er tre år siden, at et lille flertal på et tvivlsomt grundlag sagde ja til at forlade EU.

Det ja skal selvfølgelig tages alvorligt og ikke udmønte sig i nogen ny afstemning. Den ville udløse ny lede og sætte spørgsmålstegn ved selve demokratiet. Nej, lad bare folkene på De Britiske Øer smutte.

Trods alt er der et liv udenfor EU, og for englænderne kan det vise sig at blive et bedre liv. Ikke målt i pund og pence, men i livskvalitet. Den flygtige fornemmelse af at være herre i eget hus. Når nu et flertal vil det sådan, så skal det selvfølgelig forsøges.

Set på den korte bane er EU for tiden heller ikke noget skoleeksempel på et unionssamarbejde. Unionen knager. Det er gået for hurtigt med at optage ustabile lande i øst, og gamle medlemmer som Frankrig, Italien og Spanien tynges af gæld og af konstruktioner i samfundet, der for længst burde have været enten afskaffet eller reformeret. Samtidig er forestillingerne om, hvor meget nationalstaterne har at skulle have sagt, meget forskellige.

Med en ny verdensorden, hvor Rusland øger sin magt via Mellemøsten, hvor Kinas økonomi vokser, og USA er sig selv nok, kniber det for EU at finde sin ny rolle i verdenssamfundet.

Så kære politikere i det britiske parlament sig nu farvel i dag, så vi alle kan komme videre. Vi elsker jer, og får I lyst til at være med i vores nødlidende union en dag, hvor flere knaster er høvlet væk både hos jer og os, så slår vi os sammen igen. For til alle tider gælder: United we stand strong.

kommentar
deling del

Skriv et svar