Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Mørke skyer over industrien

VW, BMV, Daimler, Audi. Alle melder om tilbagegang og sparerunder.

Mens de fleste fortsat nyder sommervarmen og ferie, tiltrækker det varme vejr ikke kun skyer og tordenskrald i meteorologisk forstand. Ser man på de seneste prognoser for den tyske vækst, ser det unægtelig også noget dystert ud.

I sidste uge viste en økonomisk prognose, at det tyske erhvervsliv som sådan forventer besværlige tider forude. Gigantkoncerner som BASF og Deutsche Bank massefyrer. I 2018 var væksten i Tyskland på 1,5 procent. I år forventes den at ende på blot 0,5.

Nu er Tyskland andet end de kendte gigantkoncerner. »Der deutsche Mittelstand« – de mellemstore virksomheder – har det faktisk stadig godt. Og kigger vi ud af vinduet her i Flensborg, der er propfyldt med endnu flere turister end resten af året, så er det svært at blive bekymret. Men et er, hvad man se lokalt, noget andet er de overordnede tal.

Og væksten nærmer sig nul i Tyskland. De fede år, efter at finanskrisen i 2008 blev overstået, er ved at være helt forbi. Man kan argumentere for og imod vedvarende økonomisk vækst. Men man kan ikke tale sig ud af, at en tilbagegang koster.

Lavkonjunktur, som den der ser ud til at komme forude, koster arbejdspladser og samfundsindtægter. Og udfordringen består i, at der er en række uafklarede faremomenter, der pludseligt kan forværre en mindre god økonomisk udvikling til en decideret recession.

Der er den nye premierminister i London. Boris Johnson har umiddelbart fået en kold skulder til endnu engang at genforhandle Brexit-aftalen. Skulle Johnson holde fast i at forlade EU med en »No Deal«, vil vi efter den 31. oktober mærke pludselige og hårde økonomiske konsekvenser, når en reguleret samhandel afløses af kaos.

Dernæst ulmer det også fortsat i Italien. Et land, der også er udstyret med en populistisk tju-bang-regering. Frygten består i, at Italiens regering kan komme til at udløse en ny euro-krise.

Hvis den græske euro-krise var slem, ville en italiensk ditto føre meget mere med sig. Italien er en af de allerstørste EU-økonomier.

Tilbage i Tyskland forlød det mandag, at den tyske bilindustri nu forventer, at salget i 2019 vil blive det laveste siden 1997. VW, BMV, Daimler, Audi. Alle melder om tilbagegang, sparerunder og varsler om markant mindre indtjening til aktionærerne i år.

Oveni kommer de kommende års omlægning til produktionen af el-biler, der både kræver færre medarbejdere og hvor fortjenesten per solgt bil, ifølge branchekendere, følger hånd i hånd. Forandringens vinde forude.

kommentar
deling del

Skriv et svar